Det er 6 år siden, danskerne oplevede hvid jul sidst. Med udsigt til milde juledage bliver det heller ikke i år, vi kan hakke af på listen.
”Der er lagt op til nogle milde og blæsende juledage. Udsigten til frost og sne kan kun opfyldes ved at drømme sig langt mod nord, eller tænke tilbage på julen 2010, hvor vi sidst havde landsdækkende hvid jul,” siger vagtchef Jesper Eriksen.
Vi skal nemlig 6 år tilbage til sidst, der var landsdækkende hvid jul i Danmark. Dengang fejrede danskerne jul i klart og koldt vejr og med temperaturer ned til tocifrede minusgrader. I 2010 var det ovenikøbet første gang Danmark oplevede hvid jul to år i træk, siden DMI påbegyndte registreringen i 1900.
