Detaljeret viden om fremtidens klima er i spil, når kystbyer skal sikre sig mod det stigende hav på bedst mulige måde.
Ingen steder i Danmark er der længere end 75 km til stranden. Det er skønt om sommeren, men i en varmere fremtid, hvor havet stiger, udgør den lange kystlinje og de mange lavtliggende områder en udfordring. Danmark er da også en af de nationer i Europa, som kan imødese flest udgifter i forbindelse med et højere havniveau.
De udgifter kan anvendes mere eller mindre fornuftigt, mener Realdania; en almennyttig, erhvervsdrivende forening, hvis mission er at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø. Derfor har foreningen bestilt en udredning om effekterne af den stigende vandstand hos de rådgivende ingeniører i Rambøll, der igen læner sig tungt op ad DMI's prognoser.
Forbered dig på det værste
"Rapporten bygger på vores fremtidsprojektioner for vandstanden omkring Danmark", fortæller DMI-oceanograf Kristine S. Madsen.
"Det er data, der følger fremtidsscenarierne fra FN’s klimapanel, og som samtidig tager hensyn til Danmarks særlige forhold".
Kristine S. Madsen står bag meget af DMI's arbejde med fremtidens havniveau.
Hun påpeger, at der er store forskelle imellem, hvor galt og hvor godt det kan gå, men at rapporten viser, at vi selv i bedste fald bliver nødt til at tage den stigende vandstand alvorligt.
"Vi har kigget både på, hvad der sker med havet omkring Danmark, hvis den globale opvarmning forbliver begrænset, og hvad der sker, hvis den fortsætter med at buldrer derudaf. Det giver et bredt spænd af mulige fremtider. Men står man med en risikoanalyse for f.eks. en ny, kystnær bydel, bliver man nødt til at kigge opad i tabellerne og forholde sig til, hvor galt det faktisk kan gå", siger Kristine S. Madsen.
Ifølge rapporten står danske kystbyer allerede om 20-30 år med problemer på grund af den stigende vandstand.
