Hvem er varmest, koldest, vådest, tørrest, solrigest, solfattigst?
Danmark er et lille land. Alligevel varierer vejret og dermed klimaet betragteligt fra nord til syd, fra øst til vest og fra kysten og ind i landet.
Arbejder du med f.eks. anlæg, planlægning, dimensionering, spildevand eller klimatilpasning, så er der nu masser af lokal klima-information at hente i DMI- rapporten Klimadata Danmark, kommunale referenceværdier 2006-2015.
Rapporten beskriver de generelle vejr- og klima-forhold for hver enkelt af Danmarks 98 kommuner. Rapporten præsenterer også klimaet for de seneste ti år på måneds- og årsbasis i form af tal og grafer for solskinstimer, nedbørmængde og gennemsnitstemperatur i perioden 2006-2015.