I dag er det 2. februar - eller Kyndelmisse. Dagen markerer fra gammel tid, at halvdelen af vinteren er overstået, og dagen hænger således uløseligt sammen med vejret.
Kyndelmisse eller Mariæ renselsesdag er en gammel, kristen helligdag, der falder hvert år den 2. februar. På latin hedder dagen missa candelarum, altså en lysmesse. I den katolske kirke fejres dagen med en gudstjeneste, hvor de lys, som skal bruges i det kommende år, velsignes.
Det er dog også dagen, hvor det markeres, at halvdelen af vinteren er overstået, hvilket fører til spørgsmålet om forårsvejret.
Der er mange gamle vejrvarsler knyttet til Kyndelmissen, eller Kjørmes Knud, som den blev kaldt her i Danmark, og de knytter sig for det meste til forårets komme. For eksempel hvis det blæser så meget, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden så vil foråret snart være på vej og Kjørmes tø er så godt som 100 læs hø. En tommelfingerregel for bønder var, at de skulle have halvdelen af foderet til dyrene tilbage, da dyrene først kunne komme på græs i maj måned.