Hvordan ser klimaet ud i Grønland om 5, 35 og 85 år? I en ny rapport giver DMI bud på mulige scenarier i 2020, 2050 og 2100, fordelt på de fire grønlandske kommuner og den store nordøst grønlandske nationalpark. Rapporten bliver allerede nu vurderet som et vigtigt værktøj i den fremtidige samfunds- og infrastrukturplanlægning.
Planlægningsværktøj ved klimasikring
Grønland oplever allerede nu effekterne af klimaforandringerne. Vækstsæsonen er blevet længere, perioden med snedække kortere, havisen tyndere og permafrosten tør. Det forventes, at klimaændringer i de arktiske områder bliver markante og at livsbetingelserne for mennesker, dyr og planter vil blive tydeligt forandrede. De arktiske samfund står derfor overfor store udfordringer i forhold til at tilpasse sig de fremtidige klimaforhold.
