Allan 28. oktober 2013 (regional storm/orkan kategori 4).
En kraftig sydvestenstorm/orkan ramte den sydlige del af landet med rekord middelvind og vindstød. Den blev døbt Allan. Der bliver målt rekord i middelvind på 39,5 m/s (ca. 142 km/t) (Røsnæs) og rekord i vindstød på 53,5 m/s (ca. 193 km/t) Kegnæs på Als. Det laveste tryk ved en DMI station blev målt til 967,0 hPa registreret ved Thyborøn. Tre personer omkommer, flere bliver kvæstet. Lavtrykket startede sin tilværelse som en beskeden bølge på polarfronten sydøst for Newfoundland den 26. oktober. Vindfeltet omkring et lavtryk, der bevæger sig, er asymmetrisk: den stærkeste vind optræder på lavtrykkets højre side i forhold til bevægelsesretningen, dvs. typisk på sydsiden, med mindre orografiske effekter forstyrrer billedet. Jo hurtigere bevægelsen er, jo større bliver forskellen mellem de to sider. En frontbølge, der bevæger fra Newfoundland til Danmark på lidt over to døgn er, hvad meteorologerne kalder en hurtigløber. Som sådan vil lavtrykket være af relativt beskedne dimensioner, og dets påvirkning af vejret ved den enkelte lokalitet langs banen bliver af kortere varighed. Kort og heftig er da også den beskrivelse, der fandt anvendelse på forløbet den 28. oktober. Mere sigende var det måske, at jernbanedriften blev sat ud af spillet i mere end to døgn i en stor del af landet på grund af væltede træer og løsrevne bygningsdele på skinnerne. Når det gik så galt, hænger det sammen med lavtrykkets struktur. Den var så speciel, at man i visse andre lande har betegnelser for den. I Tyskland taler man – efter isobarmønstret - om en Trog Sturm, i Norge om et lavtryk med en giftig hale. Optegnes vindfeltet fås et mønster, der minder om gedehamsens bagkrop med de stærkeste vindstød ved brodden, hvilket har inspireret til den engelske betegnelse: a sting jet.
Bodil 5-6. december 2013 (regional storm/orkan kategori 4).
En orkanagtig norvestenstorm rammer Danmark den 5-6. december 2013. Centrum af et stormlavtryk passerede det sydlige Norge, Skagerrak og det sydlige Sverige under uddybning. Højeste 10-minutters middelvind den 5. december 2013 var 36,6 m/s ved Nissum Fjord ved den Jyske vestkyst (Thorsminde). Højeste vindstød den 5. december 2013 var 44,2 m/s samme sted. Det laveste tryk ved en DMI station blev målt til 965,7 hPa ved Skagen. En person omkommer, flere bliver kvæstet. Der var store oversvømmelser mange steder. Mange steder ved kysterne var der storm i middelvind, flere steder stærk storm og et enkelt sted orkan, først fra sydvest, dernæst fra nordvest. Vindstødene var ved næsten samtlige kyststationer over orkanstyrke. Bodil som stormen er døbt, blev klassificeret til en regional klasse 4 (nw4) på den danske stormliste, men var i øvrigt også landsdækkende som en klasse 3.
Bodil dækkede et større område og 'hang' længere over Danmark end den 28. oktober 2013, der var af en mindre skala og noget af en ”hurtigløber” hen over Danmark. Med to klasse 4 stormlavtryk indenfor kort tid er den forholdsvis rolige periode siden den store klasse 4 orkan 3. december 1999 på det nærmeste brudt.
Vi skal selvfølgelig lige huske den 8. januar 2005, hvor vi blev ramt af en landsdækkende klasse 3-storm, der dog var lige på grænsen til en regional klasse 4. Som i slutningen af december 1999 udvikledes to storme sig med kort mellemrum i starten af januar måned 2005. Den første, der den 8. januar ramte Danmark fra vest, er i Skandinavien kendt som 'Gudrun', hvor den især medførte meget store ødelæggelser i de sydsvenske skove. De højeste vindhastigheder i forbindelse med lavtrykket blev målt i Hanstholm, hvor middelvinden toppede ved 35 m/s og vindstødene ved 46 m/s. Usædvanligt var det, at stort set hele landet var ramt af storm. Blandt andet blev der målt vindstød af orkanstyrke (>32,6 m/s) fra Skagen i nord til Kegnæs i syd, og fra Blåvands Huk i vest til Hammer Odde på Bornholm i øst. Tre døgn senere blev en anden kraftig storm dannet vest for Irland og fik navnet ”Gero”. Orkanen ramte Nordirland og Skotland, og i sin mest intense fase nåede centertrykket en værdi på 944 hPa. I Skotland og på Hebriderne blev der målt vindstød på mellem 45 og 50 m/s, men flere steder blæste anemometrene i stykker i forbindelse med den kraftige storm.
Se fotogalleri fra Bodil på http://www.flickr.com/photos/dmidk/sets/72157638413807533/
Om klasser og klassifikation
Klasse 1-3: Rækker fra stormende kuling (middelvind over 10 min. over 21 m/s, 76 km/t) over storm (over 24,5 m/s, 88 km/t) til orkanlignende storm (over 26,5 m/s, 95 km/t), som kan være regional eller national. Dem er der registeret 160 af i Danmark (94 er klasse 1, 50 er klasse 2 og 16 er i klasse 3).
Klasse 4: Stærk storm til orkan, som er kendetegnet ved middelvind over 10 min der er registreret over 28,5 m/s (ca. 103 km/t), og kan ligeledes være regionale i et område eller nationale, der rammer hele landet. Dem er der registeret 13 af i Danmark.
Rammes over 30 pct. af landet er det en national storm/orkan. En regional storm eller orkan dækker 10-30 pct. af landet. Vindhastigheden Det betegnes orkan, når middelvindhastigheden beregnet over 10 min. registreres lig med eller over 32,7 m/s (118 km/t). På havet dannes bølger op til 14 meter. Det betegnes stærk storm, når middelvind er lig med eller over 28,5 m/s (103 km/t), bølger op til 12,5 meter.
11. december 2013, opdateret den 12. december med kildehenvisninger og fejlrettelser.