Smukt forårsvejr med en lille forsmag af sommer, men også rester af vinter.
Dagene bliver længere og længere. Solen kommer højere og højere op på himlen. Tirsdag tog vi hul på sommerhalvåret, og søndag stiller vi urene frem til sommertid. Sommeren kommer langsomt til os, men der er endnu godt to måneder tilbage af foråret.
Forår er årstiden mellem vinter og sommer, og vejret i weekenden er et smukt eksempel på det. I de mørke timer og morgenstunden bliver vi mindet om resterne af vinter, mens vi i dagtimerne får en spæd forsmag på sommer.
I foråret svinger vejret typisk mellem kolde og varme perioder. Enkelte år er det koldt langt ind i foråret, fordi vinteren ikke slipper taget i os. Andre år kommer sommervejret til os tidligt, fordi energien i lavtrykkene sydfra er stor og derfor kan trække varmen langt mod nord.