Stormlavtrykket, som tirsdag aften og natten til onsdag den 4. januar bevægede sig nord om Danmark, udløste storm på flere målestationer i det nordlige Jylland samt vindstød af stærk storm og orkanstyrke, der også bredte sig ud over en større del af den jyske vestkyst.
"Dermed holdt de kraftigste middelvinde sig til Vestkysten og Nordjylland, og det blev hverken til storm i den sydlige del af Jylland, på Fyn, Sjælland eller på Bornholm," siger DMI's vagtchef Frank Nielsen.
Vinden blæste op fra syd på forsiden af fronten tirsdag formiddag og nåede kulingstyrke ved den jyske vestkyst lige før middag. Midt på aftenen nåede middelvinden stormstyrke i Nordjylland, og vinden toppede i Nordjylland mellem klokken 21 og 03.
De højeste middelvinde over 10 minutter:
- Hanstholm: 30,9 m/s kl. 22.10
- Thorsminde: 27,3 m/s kl. 02.00
- Hirtshals: 26,8 m/s kl. 02.30
- Thyborøn: 25,7 m/s kl. 01.50
De første vindstød af stormstyrke (24,5-28,4 m/s) indtraf ved middagstid på den jyske vestkyst. De første vindstød af stærk stormstyrke (28,5-32,6 m/s) blev målt sidst på eftermiddagen i Nordjylland, mens de første vindstød af orkanstyrke (mere end 32,6 m/s) fandt sted ved Vestkysten midt på aftenen. Højest målte vindstød blæste ind lige før og lige efter midnat ved Hanstholm og var på 39,1 m/s, hvilket svarer til 140 km/t.
Top 5 over vindstød (alle målt i timerne omkring midnat):
- Hanstholm: 39,1 m/s
- Thorsminde: 36,5 m/s
- Aalborg og Hirtshals: 35,5 m/s
- Thisted: 34,5 m/s
