Den resterende del af juli samt august skal oppe sig, hvis vi skal ende med en samlet set blot gennemsnitlig sommer 2012.
Vejrmæssigt var juni 2012 den værste juni i 21 år. Det skrev vi om for ca. 14 dage siden. Og selv om juli har budt på mere sommeragtigt vejr, er det samlede billede fortsat det samme. Sommeren er kølig, nedbørrig og solfattig.
Fra den 1. juni til den 16. juli ligger den gennemsnitlige temperatur i Danmark på 13,8°C. Det er 0,9°C lavere end den gennemsnitlige sommer i den klimatiske normalperiode 1961-1990.
