Små vindspring gør stor forskel
Vindspring – som små vinddrejninger også kaldes – er af afgørende betydning i kapsejlads. En sejlbåd kan ikke sejle lige mod vinden, sejlene skal være fyldte. Typisk kan bådene sejle, hvis den er mindst 45 grader fra den direkte vej mod vinden. Når man skal sejle mod vinden, - eller krydse, som det kaldes – skal man derfor zig-zagge for at komme frem.
En kapsejladsbane bliver næsten altid lagt, så man skal sejle lige mod vinden for at komme til næste mærke. Små vinddrejninger betyder, at man enten kan sejle lidt mere direkte mod næste mærke, eller bliver nødt til at sejle mindre direkte mod mærket. Hovedparten af taktikken i kapsejlads er således at sejle korrekt på vindspring, og dermed sejle korteste mulige rute til næste mærke.
"Særligt de tre første dage ved OL 2012, var forudsigelserne for vinden i top. Vi fik en god beskrivelse af, hvilke tegn i skyerne vi skulle holde øje med for at få det bedste overblik over dagens vindspring. Det giver en god ro i sejladserne, når man ved hvorfor uventede vindspring opstår, og hvad disse spring fortæller os om det videre vindforløb," forklarer bronzevinderne i 49'er, Allan Nørregaard og Peter Lang.