Torsdag formiddag den 9. august 2012 viste radaren områder, der "hævede op" og forsvandt igen. Radarens signaler skyldes ikke regn, men hvad er det så?
Langt de fleste dage viser radarbilledet, om der er nedbør i luften, eller at det er tørvejr. Radarnes rå signal bliver efterbehandlet, før de offentliggøres, ved hjælp af forskellige filtre, der fjerner de signaler, der ikke er nedbør. Men af og til er filtrene ikke helt effektive nok, og så kommer der nogle mistænkelige radarbilleder ud af det. Det gjorde sig gældende torsdag den 9. august 2012.
Torsdag formiddag viste DMI's radar, at det tilsyneladende regnede i det centrale Jylland og udover Århus Bugt, men der faldt ikke en dråbe. Den slags situationer er set før, og de såkaldte falske ekkoer skyldes typisk store temperaturskift op igennem atmosfæren. Sådan var det ikke i dag.
Efter en snak med to DMI-radareksperter, et par meteorologer og en ekspert i insekter fik DMI styr på, hvor formiddagens falske radarsignaler kom fra.