Starter fra nul
"Ved Antarktis smelter havisen stort set helt bort om sommeren. Det har den gjort så længe, vi har overvåget området med satellitter - det vil sige siden slutningen af 1970'erne", fortæller DMI's is-ekspert Rasmus Tonboe fra Center for Ocean og Is.
Når kulden kommer i det sydpolare efterår, omkring marts, starter isen ved Antarktis stort set fra nul. Den styrende faktor for arealet af vinterens havis omkring Antarktis er derfor vejret; det vil sige: vinden, temperaturen og nedbørsforholdene.
"De seneste 30 år har vi været vidne til en mindre, men dog signifikant, stigning i arealet af havis omkring Antarktis sidst på vinteren. Fordelingen er også andeledes nu. Havisen forsvinder på den ene side af den Antarktiske Halvø samtidigt med, at den især vokser i Rosshavet", siger han.
Kolde vinde
Den store vinterudbredelse i 2012 er altså ikke tegn på generelt faldende temperaturer. Den er dog - så at sige i 'anden række' - udtryk for et ændret klima på og omkring det sydlige kontinent.
"Vi ser en stærkere atmosfærisk cirkulation omkring Antarktis. Årsagen er en kombination af ozonhullet i stratosfæren og global opvarmning. Den tropiske opvarmning siden 1980'erne har været på cirka 0,5°C. Samtidigt har ozonhullet over Antarktis bidraget til lavere temperature i stratosfæren over selve kontinentet. Det resulterer samlet i en øget temperaturforskel, som igen forårsager stærkere vinde og et ændret vindmønster omkring Antarktis. Blandt andet blæser vinden havisen sydpå langs den Antarktiske Halvø, hvilket fjerner isen; og kolde vinde blæser ud over Rosshavet, hvilket giver større potentiale for dannelse af yderligere havis", forklarer Rasmus Tonboe.
Is uden køle-effekt
Mod nord, i Arktis, har sommerens til stadighed lavere og lavere udbredelse af havis en markant klimatisk konsekvens. Når isens hvide overflade begynder at smelte, eller erstattes af mørkt hav, bliver en større del af Solens kortbølgede indstråling til varme i havet og i Jordens atmosfære. Dermed stiger temperaturen, hvorved endnu mere is smelter og så fremdeles. At effekten er så vigtig, skyldes at det daglige energi-input omkring sommersolhverv er højere på Nordpolen end noget andet sted på Jorden, fordi Solen er på himlen hele døgnet.
Rasmus Tonboe påpeger, at de klimatiske konsekvenser af vinterisens voksende udbredelse i Antarktis imidlertid ikke bidrager med en tilsvarende afkøling.
"På grund af polarnatten er der ingen - eller kun meget begrænset - solindstråling at kaste tilbage i verdensrummet om vinteren. Når Solen for alvor kommer tilbage i Antarktis i løbet af det sydpolare forår i september og oktober, er isudbredelsen allerede toppet og på vej ned igen", siger han.
