Tirsdag og natten til onsdag rammer et stormlavtryk Danmark vestfra med kraftig blæst, forhøjet vandstand, regn og byger.
"Det mest blæsende område passerer ind over Danmark, og især det Vest- og Nordjylland må tage fra" siger vagtchef i Vejrtjenesten Mogens Rønnebæk.
"Store dele af den jyske vestkyst får storm med vindstød af orkanstyrke. Længere inde i landet rammer lavtrykket som en hård kuling med vindstød af stormstyrke."
Lavtrykkets rejse og udvikling fra USA til Danmark
Søndag lå et mindre og uskyldigt lavtryk ved det nordlige USA's østkyst med kurs mod Newfoundland, men på rejsen til Danmark falder trykket konstant og uskyldigheden fortager sig.
Det unge lavtryk fortsætter mandag med kurs ud over Nordatlanten under uddybning. To døgn efter lavtrykket forlod USA rammer det Irland og Storbritannien, som det passerer først på tirsdagsdøgnet. Vinden forventes da at være af stormstyrke på sydsiden af lavtrykket, men aftager lidt hen over land, mens trykket ufortrødent fortsætter med at falde.
Tirsdag i dagtimerne passerer lavtrykket hen over den nordlige del af Nordsøen, og vinden øges igen, især syd for lavtrykket. Trykket falder til lavtrykkets minimum lige før det rammer den sydligste del af Norge. Tirsdag aften rammer lavtrykkets centeret Skandinavien, og natten til onsdag passerer det lige nord om Danmark, mens det langsomt svækkes.
Vinden over Danmark topper natten til onsdag
Fra tirsdag middag blæser det kraftigt op fra sydlige retninger, men den egentlige storm ventes først tirsdag aften og natten til onsdag, hvor vinden kommer fra sydvest og vest.
Ud over de kraftige middelvinde fra syd og senere sydvest og vest kommer der også kraftige vindstød. Hele tirsdag er der risiko for vindstød af stormstyrke ved kysterne. Tirsdag aften og natten til onsdag er der risiko for vindstød af stormstyrke i hele landet, og i den nordlige halvdel af Jylland er der også risiko for at vindstødene når orkanstyrke. Vindstød kommer fra vilkårlige retninger.
