Udbredelsen af havis i Arktis er rekordlav for årstiden lige nu. Denne gang har den globale opvarmning dog en medskyldig.
Et kraftigt højtryk over Skandinavien sender kold luft ind over Danmark og det nordøstlige Europa. Samtidig bliver iskanten presset mod nord i Grønlandshavet, Barentshavet og Karahavet.
Rekordlav for årstiden
"Sammenpresningen af is i hele den atlantiske sektor bevirker, at isudbredelsen for hele Arktis netop nu er rekordlav for årstiden", fortæller seniorforsker Rasmus Tonboe fra DMI's Center for Ocean og Is.
Denne gang er det altså ikke direkte den globale opvarmning, der er skyld i den lave isudbredelse, men et vejrsystem som skruer isen sammen på et mindre areal.
"Om vinteren driver havisen normalt fra havområderne nord for det østlige Sibirien hen over Nordpolen og sydpå langs Grønlands østkyst. Den strømning af is har vejrforholdene den seneste måned ændret markant", siger Rasmus Tonboe.
"Midt i januar drev isen mod det nordamerikanske kontinent (se grafik). Her i starten af februar er driften nærmest stik modsat den normale, fordi det kraftige højtryk nu er placeret over det vestligste Rusland".
