Mandag har vinteren hidtil haft et gennemsnit på omkring 4,1°C. Det er rimeligt mildt, selv om der er et stykke op til rekordmildt. Den mildeste vinter DMI har målt, siden registreringerne begyndte i 1874/75, kom nemlig i 2006/07 med et samlet snit på 4,7°C.
Skal den nuværende vinter derop og tangere, så er kravet til de sidste fem uger en temperatur omkring 5,5°C. Det er ikke klimatologisk umuligt, men med udsigt til udbredt frost i prognoserne i den kommende uge, så virker det uopnåeligt.
Realistiske scenarier
Mere sandsynligt er det, at vi rammer et snit i den resterende del af vinteren på 0°C. Det svarer nogenlunde til klimanormalen fra nu og frem til og med den 29. februar (2012 er skudår). I givet fald vil vinteren samlet set ende med et gennemsnit omkring 2,4°C og på omkring en 20. plads over milde vintre i Danmark.
