De første snefnug faldt torsdag, og hen over weekenden kommer der flere. Men trods det, så kniber det med kælkemulighederne.
Dagtemperaturerne ligger over frysepunktet, og om natten kommer vi kun ned til frysepunktet nogle steder inde i landet. Trods det, så er der hvide indslag i nedbøren af og til. Det er lige akkurat koldt nok til vinterlige indslag, men ikke koldt nok til at forvandle de mørke overflader til ’levedygtige’ og brugbare hvide overflader.
Torsdag den 19. januar 2012 slog nedbøren i perioder over i store hvide snefnug. En frontzone fjernede sig væk fra Danmark mod sydøst. Det gav plads til lidt køligere luft med byger fra vest og nordvest.
Danmark fik i gennemsnit 5,5 millimeter nedbør torsdag. Nogle af millimeterne faldt som slud og tøsne, men de hvide fnug er nu for længst smeltet igen.
