Den globale middeltemperatur for 2011 endte på omkring en tiende plads over varmeste år, og det blev samtidigt det varmeste La Niña år i mere end 160 år. Resultatet er enslydende fra alle tre klimadatacentre.
De fleste regioner på verdensplan endte med en markant højere temperaturer end normalt. Hele Arktis, store dele af Amerika, størstedelen af Afrika, Asien og især Europa blev i 2011 varmere end normalt. Det gælder også Danmark til trods for den kolde vinter.
Resten af året var nemlig varmere end normalt omkring os. Marts, april, oktober, november of december var tydeligt varmere end normalt. Og selvom sommeren forekom kølig på grund af de store regnmængder, var alle tre sommermåneder faktisk lidt varmere end normalt.
Nogle steder på kloden, var det tilmed usædvanligt varmt. Nordsibirien endte på middeltemperaturer mere end 5ºC varmere end den gældende klimanormal beregnet ud fra årene 1961-1990. Normalt har byen Tiksi, der ligger ved sydkanten af det brune område over Sibirien på kortet herunder, frost fra begyndelsen af september til slutningen af maj. Men i 2011 blev der observeret flere dage med tøvejr allerede i slutningen af marts, og det blev først rigtig koldt i løbet af oktober.
