Et af de mange spor på førstedagen af World Climate Research Programmes (WCPR) åbne videnskabskonference i Denver Colorado gik på at måle, forstå og forudsige ekstreme vejrhændelser.
To konklusioner står lysende klart efter de mange indlæg fra forskerne, der med forskellige indgange arbejder med klimaforskning og ekstreme vejr- eller klimahændelser.
- Den globale opvarmning er her, og den kan måles.
- De ekstreme hændelser bliver med stor sandsynlighed mere ekstreme.
Fremgangsmåden for de mange forskere er med små forskelle den samme:
- De identificerer det vejrfænomen, som de vil undersøge
- De beskriver fænomenet tilbage i tiden ved hjælp af observation
- De lader en eller flere klimamodellerne beskrive samme perioder som observationerne og leder efter fænomenerne.
- De identificerer fænomener i modellerne, som minder om de observerede.
- De foretager så to slags eksperimenter med modellerne; på den ene side lader de modellerne få oplysninger om naturlige påvirkninger (solen og vulkaner), på den anden også information om mængden drivhusgasser. I mange tilfælde kan man så afgøre, at chancen for at fænomenet er forekommet skyldes den øgede mængde drivhusgasser. Men kun med en vis sandsynlighed; altså udtrykt ved, at der er 75% chance for at fænomenet er forekommet på grund af menneskeskabt drivhuseffekt.
Et af de eksempler, som blev behandlet intensivt, var den massive hedebølge, det sydlige Europa lå under i sommeren 2003.
"Den slags varme somre kommer kun efter et forår med et nedbørunderskud i det sydlige Europa," sagde Robert Vautard fra det franske Institut Pierre Simon Laplace. Hans pointe er, at et vådt forår fylder jordvandsmagasinerne og baner dermed vejen til relativt mere fordampning og dermed lavere temperaturer i sommermånederne. Det giver en forudsigelighed, for en ikke-hedebølge.
Værre ser det, når man vil forsøge at forudsige den slags hedebølger i fremtiden. Et tørt forår er nemlig ikke nogen garanti for en hedebølge, blot en forudsætning for, at den kan forekomme.
