Det globale vejr 2011 blev en stor del af året domineret af fænomenet La Niña - særligt ekstremt eksemplificeret ved oversvømmelserne i Australien i begyndelsen af året og tørken på Afrikas Horn i slutningen af sommeren. Men for et La Niña-år var 2011 temmelig usædvanligt.
"Når der forekommer La Niña-tilstande, så er vandet i det tropiske, østlige Stillehav koldere end normalt. Det resulterer i en global temperatur, der typisk ligger nogle tiendedele af en grad under den normalperiode, vi plejer at sammenligne med," fortæller seniorforsker ved Danmarks Klimacenter Martin Stendel.
