"Prisen er først og fremmest en anerkendelse af Wiin-Nielsens livslange, imponerende karriere. Men det er også en cadeau til dansk forskning i meteorologi og klima, at prisen for anden gang siden 2004 går til en dansker. Det glæder mig, at de stolte forskningstraditioner, som Wiin-Nielsen stod for, fortsætter i hans ånd på Danmarks Meteorologiske Institut," siger Klima- og Energiminister Lykke Friis om prisen.
I 2004 fik DMI's Bennert Machenhauer ligeledes IMO-prisen, der blev overrakt i København af daværende trafikminister Flemming Hansen.
Aksel Wiin-Nielsen havde en imponerende karriere inden for meteorologi, og det er den han anerkendes for med IMO-prisen, hedder det fra WMO. Foruden sine mange akademiske præstationer udmærkede han sig som en samlende kraft i det internationale meteorologiske samfund.
Wiin-Nielsen var i 1974 med til at grundlægge European Centre for Medium-Range Weather Forecasts (ECMWF) og blev centerets første direktør. ECMWF er det europæiske regnecenter for meteorologi, hvor de nationale meteorologiske institutioner samarbejder om vejrudsigterne ud over de første par dage. ECMWF leverer i dag store mængder kritiske data og står blandt andet bag produktet Verdensvejr på dmi.dk.