En svag La Niña er i gang i det tropiske Stillehav som afløser for den, der klingede af i foråret.
La Niña er et koblet ocean-atmosfære fænomen, der typisk hvert andet til syvende år udløser en række af vejr- og klimamæssige forandringer over store dele af kloden.
Fra neutrale tilstande i det centrale tropiske Stillehav sidst på den nordlige halvkugles forår, faldt temperaturen igennem sommeren og efteråret 2011. Dermed er en ny La Niña en realitet blot ét år efter den seneste toppede, hvilket sjældent forekommer.
"Ifølge de seneste prognoser fortsætter den nye La Niña de kommende ca. seks til otte måneder, med en afkøling på omkring 1°C i det tropiske Stillehav", oplyser Wilhelm May fra Danmarks Klimacenter, DKC, på DMI.
