Helt som forventet fik vi ikke landsdækkende hvid jul i Danmark i 2011. Alt andet ville da også have været en sensation - sådan da.
Klimatolog Mikael Scharling, DMI, har kigget vejrdataene igennem og må konkludere, at det hvide drys fra de sporadiske snefald i dagene op til jul er smeltet.
"Her lørdag eftermiddag er det en kendsgerning, at Danmark ikke får sin 3. landsdækkende hvide jul i træk. Ingen af vores flere end 50 snestationer melder om sne", fortæller Mikael Scharling.