Det kraftige skybrud, som ramte Storkøbenhavn lørdag aften den 2. juli 2011, var ikke bare voldsomt med store følger som oversvømmede kældre, veje og viadukter - men også helt usædvanligt meteorologisk set. Vi forventede et skybrud men ikke af den styrke, siger DMI’s meteorologer.
Det er natten til lørdag - alt ånder fred og ro. Vejrmodellerne kører derudaf med de sædvanlige beregninger af vind, temperatur, skyer og nedbør. Meteorologerne på nattevagten følger nøje udviklingen af vejrsystemer i modellerne, mens de arbejder på at gøre næste morgens vejrudsigt klar. Tidligt om morgenen viser prognosen for lørdag aften kraftige tordenbyger, der vokser op over Skåne med kurs mod den østlige del af Sjælland.
Vejrsystemet ser så voldsomt ud i vejrmodellerne, at den vagthavende meteorolog udsender et forvarsel om risiko for skybrud over Sjælland omkring klokken fem om morgenen.