Torsdag fejrer EUMETSAT, at de nu i 25 år har bestyret de europæiske vejrsatellitter. Fredag skifter organisationen så ud på generaldirektørposten - et skifte der får stor betydning for DMI...
Torsdag fejrer EUMETSAT sin 25 års fødselsdag. EUMETSAT er organisationen bag Europas fælles vejrsatellitter, der hver dag leverer masser af data til meteorologerne og deres vejrmodeller samt f.eks. satellitbilleder til tv.
EUMETSAT så dagens lys i 1986 da 16 nationer ratificerede en fælles traktat. Siden da er yderligere ti lande trådt ind i samarbejdet om vejrsatellitterne og flere er på vej.
Stor familie
I dag opererer EUMETSAT hele fem satellitter fra hovedkvarteret i Darmstadt, Tyskland. De tre geostationære Meteosat-7, 8 og 9, polarbanesatellitten MetOp-A og havtopografimissionen Jason-2. De satellitbilleder du normalt ser i vejrudsigten på tv stammer fra Meteosat-9, som er Europas primære operationelle vejrsatellit. 'Geostationær' betyder at satellitten altid befinder sig over det samme punkt på Jorden - noget der kun kan lade sig gøre hvis den placeres over ækvator i ca. 35.800 kilometers højde.
Meteosat-8 og 9 hænger derfor højt over Guineabugten nær Greenwich medianen. Derfra kan de overskue Europa og sende en lind strøm af informationer tilbage til Jorden. Meteosat-7 befinder sig over det Indiske Ocean, mens MetOp-A og Jason-2 ligger i lavere baner som betyder at de hver dag henter data fra hele kloden.
