twitter google+ facebook

Byvejr - forklaring

Vi præsenterer Byvejret i tre grafiske bokse, der tilsammen illustrerer den forventede vejrudvikling de kommende 15 døgn.

Den øverste boks (0 til 48 timer)

Grafikken viser den forventede vejrudvikling i løbet af de to kommende døgn.

Grafikken rykker hver time og datagrundlaget fornyes fire gange i døgnet, når der er nye modeldata ca. klokken 5, 11, 17 og 23. Prognosen for de første 3 timer opdateres hver time.

Todøgnsudsigten viser i lodrette kolonner: vejrtype for dag og nat samt temperatur, nedbør, vindretning og vindhastighed time for time. For dansk område er de viste parametre middelværdier for et antal modelkørsler.

Nedbør angives altid som millimeter vand uanset om den falder som regn, slud, sne eller hagl. Som hovedregel svarer 1 mm vand til 1 cm snefald.

Hvis man vælger at se grafikken med usikkerhed vises nedbørsøjlerne farvekodet i 3 blå nuancer hvor den mørkeste rummer 50% af modelkørslerne, den mellemblå 15% over og under og den lyseste de højeste og de laveste 10%. Temperatur og vind vises som en kurve for middelværdien og som transparent interval hvor de laveste 10% og de højeste 10% af modelkørslerne er skåret fra.

Den mest sandsynlige værdi vises som en gul linje. Lige mange modelkørsler giver resultater over og og under denne værdi, som kaldes median-værdien.

Endeligt er skemaet udstyret med dagens højeste UV-indeks ved fuld sol (dvs. uden hensyntagen til skydække).

Todøgnsprognosen anvender DMI's HIRLAM model, som er den mest detaljerede for dansk område.

Den midterste boks (3 til 9 døgn)

Grafikken viser den forventede vejrudvikling i løbet af de efterfølgende syv døgn og fornyes to gang i døgnet ca. klokken 0 og 12.

Udsigten for tre til ni døgn viser i lodrette kolonner: vejrtype, temperatur, nedbør, vindretning og vindhastighed i sekstimers opløsning.

Hvis man vælger at se nedbør med usikkerhed vises nedbørsøjlerne farvekodet i 3 blå nuancer hvor den mørkeste rummer 50% af modelkørslerne, den mellemblå 15% over og under og den lyseste de højeste og de laveste 10%.

Den mest sandsynlige værdi vises som en gul linje. Lige mange modelkørsler giver resultater over og og under denne værdi, som kaldes median-værdien.

Vejrsymbol og vindangivelsen vises dog kun to gange i døgnet placeret ved klokken 2 og 14 i sommertidsperioden og ellers klokken 1 og 13.

Tre- til nidøgnsprognosen anvender data fra den europæiske ECMWF model.

Den nederste boks (10 til 15 døgn)

Grafikken viser vejrudviklingen i de seks sidste døgn i perioden og fornyes to gang i døgnet ca. klokken 0 og 12.

Udsigten for 10 til 15 døgn viser vejrtypen, temperatur, nedbør og vindstyrke i sekstimers opløsning.

Vejrtypen er forenklet til tre typer: tørt vejr, lidt nedbør, megen nedbør hvor nedbør medtages hvis mere end halvdelen af modelkørslerne har det med.

Temperaturen vises som en kurve for den mest sandsynlige og som transparent interval hvor de laveste 10% og de højeste 10% af modelkørslerne er skåret fra.

Nedbør vises som den mest sandsynlige værdi.

Hvis man vælger at se nedbør med usikkerhed vises nedbørsøjlerne farvekodet i 3 blå nuancer hvor den mørkeblå rummer 50% af modekørslerne, den mellemblå 15% over og under og den lyseste blå de højeste og de laveste 10%.

For vindstyrken vises den mest sandsynlige.

10 til 15-døgnsprognosen anvender data fra den europæiske ECMWF model.

Af Knud Erik Christensen,
DMI, 31. oktober 2016