twitter google+ facebook

Vejret i Danmark - sommer 2015

Lidt koldere, lidt mere tør og med gennemsnitligt solskin ift. perioden 2001-2010. Landsdækkende varmebølge og regionale hedebølger i starten af juli, en del lokale samt en enkelt regional varmebølge i august. Enkelte sommerdøgn, men ingen tropedøgn. Ved en del lejligheder i alle tre sommermåneder var der kraftig regn, og i juli og august tillige skybrud.

Kalendersommeren 2015 (juni, juli og august) fik en middeltemperatur på 15,2°C i gennemsnit for landet som helhed. Det er præcist normalen beregnet på perioden 1961-90. Det er endvidere 1,2°C koldere end den seneste 10 års-dekadeværdi beregnet på perioden 2001-10, der er på 16,4°C.

Siden 2001, har sommerens middeltemperatur for Danmark som helhed set således ud:

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

15,7

17,5

17,3

15,6

15,6

17,3

16,2

16,4

16,2

16,3

15,9

15,1

16,1

16,8

15,2

Læg mærke til at, mange somre siden 2001 i Danmark har været pænt varme. Rekorden for varmeste sommer er fra 1997, der var 17,7°C varm. Den koldeste sommer er fra 1987 med 13,4°C. De landsdækkende temperaturmålinger startede i 1874.

Sommerens og årets højeste temperatur på 31,9°C blev målt i Rønne på Bornholm den 5. juli. Sommerens laveste temperatur på 2,1°C blev målt ved Isenvad mellem Herning og Silkeborg den 17. juli.

I sommeren 2015 var regionerne København og Nordsjælland, Bornholm og Vest- og Sydsjælland samt Lolland/Falster varmest med 15,9°C i gennemsnit. Lige efter kom regionen Fyn med 15,8°C i gennemsnit. Nordjylland og Midt- og Vestjylland var koldest med 14,6°C i gennemsnit.

Juni 2015 blev den tiendekoldeste siden 1874 (sammen med juni 1918 og juni 2012). Midlet af de daglige minimumtemperaturer var det laveste, og midlet af de daglige maksimumtemperaturer var det femtelaveste siden 1953. Juli 2015 blev normal temperaturmæssigt og havde i gennemsnit 2,9 sommerdøgn (temperaturen skal overstige 25°C), men ingen tropedøgn (dvs. temperaturen når på intet tidspunkt ned på 20°C). Midlet af de daglige minimumtemperaturer var det tiendelaveste siden 1953. I starten af juli blev der budt på en landsdækkende varmebølge og regionale hedebølger, og der blev målt over 30°C flere steder i landet. Når gennemsnittet af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstiger 25°C, er der varmebølge. Når mere end 50% af en regions areal opfylder ovenstående betingelser defineres det som en regional varmebølge. Når mere end 50% af Danmarks areal opfylder ovenstående betingelser defineres det som en landsdækkende varmebølge. Samme definition gælder for hedebølger, bare med temperaturgrænsen 28°C. August 2015 blev med 17,4°C en anelse varmere end perioden 2001-2010 og den varmeste august i seks år. Måneden havde i gennemsnit 2,4 sommerdøgn, og en del lokale samt en enkelt regional varmebølge.

Sommeren 2015 havde 5,3 sommerdøgn sammenlignet med 1961-90 normalen på 6,8 døgn. De fordeler sig med 0, 2,9 og 2,4 for hhv. juni, juli og august.

Sankthansaften 2015 bød langt de fleste steder på en solrig og tør aften. Temperaturen lå mellem 14 og 17°C, og vinden var let til jævn.

Middeltemperaturen for Danmark i sommeren 2015. Grafik Frans Rubek

I gennemsnit ud over landet faldt der 214 millimeter regn i sommeren 2015. Det er 26 millimeter eller 14% over normalen på 188 millimeter for 1961-90. En sammenligning med den seneste 10 års dekadeværdi 2001-2010 (236 millimeter) giver dog en sommer, der var lidt mere tør end normalt. Her er underskuddet 22 millimeter eller 9% under.

Siden 2001, har sommernedbøren (mm) for Danmark som helhed set således ud:

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

200

287

196

257

201

205

310

239

217

245

321

257

136

219

214

Læg mærke til, at mange somre siden 2001 har været pænt våde. I 2011 havde vi den næstvådeste sommer siden de landsdækkende målinger startede i 1874 og sommeren 2007 var den fjerdevådeste. Rekorden for den vådeste sommer er 323 millimeter regn fra 1980. Den tørreste sommer er fra 1976, hvor der blot faldt 49 millimeter regn.

Der var forskelle henover landet. Mest nedbør kom der i regionen Midt- og Vestjylland med 234 millimeter i gennemsnit, mens der i regionen Bornholm kom mindst med 152 millimeter for regionen i gennemsnit.

Juni 2015 blev regnmæssigt tørrere i forhold til 2001-2010. Den 22. juni fik Midt- og Vestjylland en del nedbør. Særligt vådt blev det i Viborg og Skive, hvor der blev målt over 56 millimeter i dette døgn. Der blev ikke registreret skybrud ved den lejlighed. Skybrud er, når der falder mere end 15 millimeter på 30 minutter. Den 27. juni blev der registreret en del bygeaktivitet. Her blev der heller ikke registreret skybrud, men det var tæt på flere steder både i Jylland og på Sjælland.

Juli 2015 udviste overskud af nedbør i forhold til 2001-2010. Det var især i nogle få situationer at regnen faldt, indimellem med kraftig regn og skybrud flere steder samt torden. Varmeperioden i starten af juli blev den 5-6. juli afløst af regn til hele landet med lidt lynaktivitet hovedsagligt på Fyn, i Kattegatregionen samt Lolland/Falster. Der blev registreret skybrud på en del lokaliteter.  Over weekenden den 25-26. juli var den gal igen med en del regn til hele landet. Der blev registreret kraftig regn (over 24 mm på 6 timer) og skybrud mange steder. Regnen blev den 25. ledsaget af lynaktivitet hovedsaglig i den sydlige del af Jylland og på Fyn. Regn og byger dominerede frem til den 30. med skybrud enkelte steder den 28. I perioden fra den 25-30. juli kom der hele 137,0 mm ved Horsens Centralrenseanlæg, hvoraf de 91,4 mm kom den 25. I gennemsnit (2001-2010) falder der 77 millimeter nedbør i juli måned på landsplan. Nedbøren i juli 2015 blev i øvrigt meget skævt fordelt, da Bov Renseanlæg i nærheden af Padborg ved den dansk/tyske grænse samlet fik 169,9 mm som det højeste i landet, mens Nørreby på Femø i Smålandsfarvandet samlet fik 39,8 mm som det laveste.

August 2015 blev mere tør end normalen 2001-2010. Den 4. kom der en del nedbør over det meste af landet, med et enkelt skybrud syd for Roskilde. Den 9. ramte en kraftig byge Bornholm med skybrud i Rønne, og den 15. august plagedes den vestlige del af landet af kraftige byger med skybrud ved Ålborg og Svendborg. Den 31. august afsluttedes sommeren med kraftig regn og torden især over Syd- og Sønderjylland, men også Østjylland, Fyn og Sjælland. En række lokaliteter registrerede skybrud, kraftigst i Holbæk med 28,2 mm på en halv time.

Akkumuleret nedbør i Danmark i sommeren 2015. Grafik Frans Rubek.

Solen skinnede i gennemsnit ud over landet i sommeren 2015 i 662 timer, hvilket er 71 timer eller 12% over normalen på 591 timer for 1961-90. Juni 2015 lå præcist på 1961-1990-normalen med 209 timer, dog var måneden solfattigere i forhold til 2001-2010. Juli 2015 lå over 1961-1990-normalen, men under dekadenormalen 2001-2010. August 2015 blev langt mere solrig end 2001-2010. Hvis sommeren sammenlignes med dekadeværdien 2001-2010 (667 timer) giver det et billede af en gennemsnitlig sommer 2015; 5 timer eller 1% under. Det er fordi en del somre siden 2001 i Danmark har været pænt solrige.

Siden 2001 har solskinstallene (timer) for sommeren i Danmark set således ud:

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

650

695

711

620

614

732

579

721

700

646

573

621

720

736

662

De landsdækkende soltimemålinger startede i 1920. Bundrekorden for solskinstimer på 396 soltimer er fra sommeren 1987.

Der var store forskelle henover landet. Mest sol fik Bornholm med 845 timer i gennemsnit. I Midt- og Vestjylland kom mindst med 613 soltimer i gennemsnit. Det er 232 timer mindre end på Bornholm.

Udviklingen døgn for døgn for et antal klimaparametre er regionsvis vist grafisk på dmi.dk under Vejrarkiv.

Soltimer i Danmark i sommeren 2015. Grafik Frans Rubek.

Landstal sommer 2015. Normaler er angivet for perioderne 1961-90 og 2001-2010

ParameterSommer 2015 Normal 1961-90 Dekade-normal 2001-10 
Middeltemperatur15,2°C15,2°C16,4°C
Nedbør213,6 mm188 mm236 mm
Soltimer662,3 timer591 timer667 timer

Landstal august 2015. Normaler er angivet for perioderne 1961-90 og 2001-2010

ParameterAugust 2015 Normal 1961-90 Dekade-normal 2001-10 
Middeltemperatur17,4°C15,7°C17,2°C
Nedbør68,5 mm67 mm91 mm
Soltimer242,2 timer186 timer196 timer

Landstal juli 2015. Normaler er angivet for perioderne 1961-90 og 2001-2010

ParameterJuli 2015 Normal 1961-90 Dekade-normal 2001-10 
Middeltemperatur15,5°C15,6°C17,4°C
Nedbør86 mm66 mm77 mm
Soltimer211 timer196 timer232 timer

Landstal juni 2015, samt normalen for 1961-90 og dekade-normalen 2001-2010

ParameterJuni 2015 Normal 1961-90 Dekade-normal 2001-10 
Middeltemperatur12,7°C14,3°C14,6°C
Nedbør59 mm55 mm68 mm
Soltimer209 timer209 timer239 timer

Alle værdier i denne oversigt er kvalitetssikrede. Ved årets afslutning gennemgås data yderligere i forbindelse med udgivelse af årspublikationen ”Danmarks klima” og data kan derved ændres.

For yderligere information kontakt Kundeservice.

Af klimatolog Frans Rubek

© DMI, 1. september 2015

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder