twitter google+ facebook

Vejret i Danmark - marts 2013

Meget kold, meget tør og ekstrem solrig marts 2013

Marts 2013 var meget kold, og temperaturen endte på -0,8 °C på landsplan. Det er 2,9 °C under 1961-90 normalen, der lyder på 2,1 °C, og hele 3,8 °C under gennemsnittet på 3,0 °C i perioden 2001-10. Dermed endte marts 2013 som den koldeste marts siden 1987, og som den 11. koldeste marts måned siden målingerne begyndte i 1874.

Siden 2001, har middeltemperaturen for marts (°C) i Danmark set således ud:

2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013
1,1 4,3 3,5 3,7 1,5 -0,2 6,1 3,6 4 2,8 3,1 5,7 -0,8

 

Rekorden for varmeste marts er fra 2007 og 1990, der begge i gennemsnit blev 6,1 °C varm. Den koldeste marts er fra 1942 med -3,5 °C.

Den højeste temperatur i marts 2013 blev 12,9 °C målt den 6. marts ved Skælskør. Månedens laveste temperatur på -15,0 °C blev registreret den 12. marts ved Billund.

Region Bornholm var varmest med -0,4 °C i gennemsnit (1961-90 normal 1,5 °C), mens region Østjylland var koldest med -1,0 °C i gennemsnit (1961-90 normal 2,0 °C).

Marts måned 2013 bød på usædvanlig mange frostdøgn- hele 29,1 døgn blev det til, hvilket er meget over 1961-90 normalen på 15 døgn.

Temperaturen i Danmark i marts 2013. Grafik Peter Riddersholm Wang.

I gennemsnit ud over landet faldt der kun 9 millimeter nedbør i marts 2013. Det er 37 millimeter under normalen for 1961-90 (normal 46 mm) og 34 millimeter under gennemsnittet for 2001-2010 på 43 millimeter.

Marts 2013 blev dermed den 4. tørreste siden målingerne begyndte i 1874, senest overgået i 1996, hvor der faldt 8 mm nedbør. Top-10 over de tørreste marts måneder ser nu således ud:

  • 7 mm (1918, 1969)
  • 8 mm (1996)
  • 9 mm (1929, 1964, 2013)
  • 12 mm (1948, 1960)
  • 13 mm (1892, 1958)

Siden 2001, har nedbørstallene (mm) for marts i Danmark set således ud:

2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013
40 39 17 50 43 40 42 77 53 33 31 21 9

 

Den tørreste marts måned er fra 1918 og 1969 med 7 millimeter for måneden som helhed.  Rekorden for den vådeste marts er fra 1978, hvor der faldt 100 millimeter i gennemsnit ud over landet. De landsdækkende nedbørmålinger startede i 1874.

Mest nedbør kom der i region Bornholm med 17 millimeter i gennemsnit (1961-90 normal 39 millimeter), mens der i region Nordjylland og Midt- og Vestjylland kom mindst med blot 6 millimeter i gennemsnit (1961-90 normal hhv. 44 og 51 millimeter). 

Nedbøren i Danmark i marts 2013. Grafik Peter Riddersholm Wang.

Solen skinnede meget i marts 2013. I gennemsnit var der 190 soltimer i landet i marts 2013, hvilket er hele 81 timer over normalen for 1961-90 (normal 109 timer). Sammenlignes med gennemsnittet på 145 timer (2001-2010) har solen skinnet 45 timer over gennemsnittet.

Marts 2013 har dermed fået næst flest soltimer siden de landsdækkende soltimemålinger startede i 1920, kun overgået for 70 år siden af marts 1943 med 200 soltimer. Bundrekorden lydende på 50 soltimer er fra marts 1963.

Top-10 over de solrigeste marts måneder ser nu således ud:

  • 200 timer (1943)
  • 190 timer (2013)
  • 187 timer (2007)
  • 186 timer (2003)
  • 184 timer (1931)
  • 178 timer (2005)
  • 175 timer (1949)
  • 172 timer (1928)
  • 167 timer (1974)
  • 164 timer (1969, 2012)

Siden 2001 har solskinstallene (timer) for marts i Danmark set således ud:

2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013
116 155 186 139 178 139 187 122 106 127 143 164 190

Mest sol i marts 2013 fik region Nordjylland med 219 timer i gennemsnit (1961-90 normal 116 timer). Region Bornholm oplevede mindst sol og endte på 163 timer i gennemsnit (1961-90 normal 107 

Soltimer i Danmark i marts 2013. Grafik Peter Riddersholm Wang.

Landstal marts 2013, samt normalen for 1961-90 og gennemsnittet for 2001-2010.

ParameterMarts 2013Normal 1961-90Gennemsnit 2001-10
Middeltemperatur-0,8 °C2,1 °C3,0 °C
Nedbørsum9 mm46 mm43 mm
Soltimesum190 timer110 timer146 timer

For yderligere information kontakt Data- og Klimainformation.

Af klimatolog Peter Riddersholm Wang

© DMI, 3. april 2013.

 

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder