twitter google+ facebook

Vejret i Danmark - juni 2013

Juni 2013 blev som helhed meget nær normal. Den første tredjedel var dog lun, tør og solrig, mens resten af måneden var ustadig, våd og solfattigere og det var noget køligere den sidste uge.

Juni 2013 fik en døgnmiddeltemperatur på 14,0°C i gennemsnit for landet som helhed. Det er 0,3°C under normalen på 14,3°C beregnet på perioden 1961-90 og 0,6°C koldere end den seneste 10 års dekade-værdi på 14,6°C beregnet på perioden 2001-2010.

Siden 2001, har middeltemperaturen for juni (°C) i Danmark set således ud:

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

12,8

15,6

15,8

13,6

14,1

15,0

16,1

15,0

13,9

13,9

15,1

12,7

14,0

Sidste års juni var meget koldere. Den endte på 12,7°C. Den koldeste juni er i øvrigt fra 1923 med 10,7°C. Rekorden for varmeste juni er endnu ældre, da juni 1889 i gennemsnit blev 18,2°C varm. De landsdækkende temperaturmålinger startede i 1874.

Månedens og indtil videre årets højeste temperatur på 27,9°C blev målt i København den 20. juni. Det er i øvrigt en tangering af den højeste temperatur i maj 2013, målt den 18. maj. Det gav et sommerdøgn, defineret som højeste temperatur > 25°C, på flere lokaliteter. Juni 2012 til sammenligning havde slet ingen sommerdøgn. Månedens laveste temperatur på 2,4°C blev målt mellem Herning og Silkeborg den 12. juni.

Region København og Nordsjælland var varmest med 15,2°C i gennemsnit, mens regionen Midt- og Vestjylland var koldest med 13,2°C i gennemsnit.  

Temperaturen i Danmark i juni 2013. Grafik John Cappelen.

Nedbør

I gennemsnit ud over landet faldt der 68 millimeter regn i juni 2013. Det er 13 millimeter eller 24% over normalen på 55 millimeter for 1961-90 og lige præcis lig med 10 års dekadeværdien for 2001-2010 på 68 millimeter. Regnen faldt i de sidste to tredjedele af måneden, der havde gennemgående ustadigt vejr. De første ca. 10 dage af juni var derimod lune, tørre og solrige. Der var to markante dage med dramatisk vejr med både kraftig regn, skybrud, hagl, lyn og høje vindstød på lokaliteter rundt omkring i landet i forbindelse med frontpassager. Det var den 15. og den 19.

Siden 2001, har nedbørstallene (mm) for juni i Danmark set således ud:

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

62

102

81

73

53

26

124

39

63

52

76

98

68

Sidste års juni var 30 millimeter vådere og den vådeste juni er kun seks år gammel, da der i juni 2007 faldt hele 124 millimeter regn for måneden som helhed. Rekorden for den tørreste juni er fra 1992, hvor der kun faldt 1 millimeter i gennemsnit ud over landet. Det er også den tørreste måned overhovedet registreret i Danmark. De landsdækkende nedbørmålinger startede i 1874.

Der var i juni 2013 regionale forskelle henover landet. Mest nedbør kom der i regionen Syd- og Sønderjylland med 95 millimeter i gennemsnit, mens der på Bornholm kom mindst med 54 millimeter for regionen i gennemsnit.

Nedbøren i Danmark i juni 2013. Grafik John Cappelen.

Soltimer

Solen skinnede i gennemsnit ud over landet i juni 2013 i 213 timer, hvilket er 4 timer eller 2% over normalen for 1961-90, der er på 209 timer. Sammenlignes med den seneste 10 års dekade-værdi (2001-2010) på 239 timer har solen dog skinnet 26 timer eller 11% under gennemsnittet.

Siden 2001 har solskinstallene (timer) for juni i Danmark set således ud:

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

206

255

222

198

243

241

220

281

280

248

252

182

213

Sidste års juni var noget solfattigere med 182 timer. Den solrigeste juni er fra 1940, hvor der blev registreret 303 timer. Bundrekorden for solskinstimer lydende på 107 soltimer er fra juni 1987. Det var det år, hvor sommeren var så kold og solfattig, at der blev snakket om to vintre – først en hvid senere en grøn. De landsdækkende soltimemålinger startede i 1920.

Mest sol fik Bornholm med 296 timer i gennemsnit. I regionen Syd- og Sønderjylland kom der mindst med 177 soltimer i gennemsnit mindst, en forskel på 119 timer sammenlignet med Bornholm.

Soltimer i Danmark i juni 2013. Grafik John Cappelen.

Sankthans aften 2013 var der tørvejr de fleste steder med let vind og temperaturer omkring 14-19°C. 

Landstal juni 2013, samt normalen for 1961-90 og dekade-normalen 2001-2010

Parameter

Juni 2013

Normal 1961-90

Dekade-normal 2001-10

Middeltemperatur

14,0°C

14,3°C

14,6°C

Nedbør

68 mm

55 mm

68 mm

Soltimer

 213 timer

209 timer

239 timer

For yderligere information kontakt Data- og Klimainformation.

Af seniorklimatolog John Cappelen

© DMI, 1. juli 2013.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder