twitter google+ facebook

Vejret i Danmark - september 2012

Våd og solfattig september med normale temperaturer i forhold til perioden 2001-2010.

September 2012 fik en døgnmiddeltemperatur på 13,0°C for landet som helhed. Det er 0,3°C over normalen beregnet for perioden 1961-90, men til gengæld lidt koldere end den seneste 10 års normal på 13,8°C beregnet på perioden 2001-10. Siden 2001, har døgnmiddeltemperaturen for september i Danmark set således ud:

2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012
12,6 14,7 14,1 13,8 14,5 16,2 12,9 12,9 14,1 12,6 14,1 13,0

 

De landsdækkende temperaturmålinger i Danmark startede i 1874. Rekorden for den varmeste september siden da, er henholdsvis fra 1999 og 2006 med 16,2°C. Den koldeste september skal findes helt tilbage i 1877 med 10,0°C.

Landets højeste temperatur på 27,5°C blev målt ved Landbohøjskolen i København den 10., og gav således en sommerdag. Så høj en temperatur i september måned er ikke målt siden 2009, hvor der blev målt en temperatur på 28,1°C. Månedens laveste temperatur på 0,5°C blev målt den 23. ved Isenvad nær Herning i Midtjylland.

Region Bornholm var varmest med 14,3°C i gennemsnit (normal 13,3°C), mens region Nordjylland var koldest med 12,5°C i gennemsnit (normal 12,3°C).

Der faldt i gennemsnit 95,3 millimeter regn ud over landet i september 2012. Det er 22 millimeter eller 31 % over normalen (1961-90) og hele 34 millimeter eller 55 % over 10 års normalen (2001-2010). Alle regioner undtagen Bornholm har fået mere nedbør end 10 års normalen (2001-2010).

Nedbøren har dog været meget ujævnt fordelt, således fik alle regionerne i Jylland mere nedbør end det øvrige Danmark, med mest nedbør til region Midt- og Vestjylland, som fik hele 129,3 millimeter. Region Bornholm har fået mindst nedbør med kun 42,2 millimeter og ligger altså en del under både normalen (1961-90) og 10 års normalen (2001-2010). Sidst der faldt så meget nedbør i september måned, var i 2001, hvor der faldt 137 mm

Siden 2001, har nedbørstallene (mm) for september i Danmark set således ud:

2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012
137 31 40 75 29 36 85 65 45 73 92 95

 

Rekorden for vådeste september er på 162 millimeter fra 1994. Den tørreste september er fra 1933, hvor der blot faldt 18 millimeter nedbør. De landsdækkende nedbørmålinger startede i 1874.

Solen skinnede i gennemsnit 114,6 timer ud over landet i september 2012, hvilket er 13 timer eller 10 % under normalen (1961-90). I de seneste 10 år har solen skinnet mere end normalen (1961-90), så en sammenligning med den seneste 10 års normal (2001-2010) fortæller, at solen har skinnet 29% mindre end 10 års normalen.

Mest sol fik region Bornholm med 162,3 soltimer i gennemsnit, mens der i regionen Syd- og Sønderjylland var mindst med kun 101,1 soltimer i gennemsnit.

Rekorden for den solrigeste september er fra 2002 med 201 solskinstimer, og bundrekorden er fra 1998 med kun 74 timer.

Siden 2001 har solskinstallene (timer) for september i Danmark set således ud:

2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012
89 201 170 193 181 188 145 145 160 146 135 115
Parameter September 2012 Normal 1961-90 Normal 2001-2010
Middeltemperatur 13,0 °C 12,7 °C 13,8 °C
Nedbør 95,3 mm 73 mm 61,6 mm
Soltimer 114,6 timer 128 timer 161,8 timer

Der er link til månedsprognosen i Værd at Vide-boksen til højre.

For yderligere information kontakt DMI's Data og klimainformation.

Af Rikke Sjølin Thomsen, 1.oktober 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder