twitter google+ facebook

Vejret i Danmark - august 2011

Meget våd og solfattig august 2011 med overskud af varme.

August 2011 fik en døgnmiddeltemperatur på 16,1°C for landet som helhed. Det er 0,4°C over normalen beregnet på perioden 1961-90. Rekorden for den varmeste august er fra 1997 med hele 20,4°C. August 1997 er også den varmeste kalendermåned overhovedet registeret i Danmark siden de landsdækkende temperaturmålinger startede i 1874. Den koldeste august er fra 1902 med 12,8°C.

Landets højeste temperatur 27,6°C blev målt i Sønderjylland nær den dansk/tyske grænse ved St. Jyndevad den 26. om eftermiddagen. Månedens laveste temperatur på 4,9°C blev målt tidligt om morgenen den 23. nær ved Isenvad nær Herning i Midtjylland.

Bornholm var varmest med 16,7°C i gennemsnit (normal 16,4°C), mens regionen Midt- og Vestjylland var koldest med 15,7°C i gennemsnit (normal 15,3°C).

Der var en lun periode omkring månedsskiftet juli/august og lidt ind i august med flere sommerdage, hvor temperaturen nåede over 25°C fulgt af en del sol. Et par sommerdage blev det også til i sidste halvdel af august.

I gennemsnit ud over landet faldt der 132 millimeter regn i august 2011. Det er 65 millimeter eller 97 % over normalen (1961-90). 132 millimeter bringer 2011 i top 10 - en 8. plads - for våde august måneder siden landsdækkende nedbørmålingerne begyndte i 1874.

Top 11 over de vådeste august måneder siden 1874 ser således ud:

1) 167 mm (1891)

2) 155 mm (1963)

3) 146 mm (2008)

4) 145 mm (2006)

5) 138 mm (1943)

6) 136 mm (1877)

7) 134 mm (1879)

8) 132 mm (2011)

9) 131 mm (1962)

10) 127 mm (1881)

11) 124 mm (2011)

Fra 132 millimeter er der dog langt op til rekorden på 167 millimeter fra 1891. Og der er tillige et stykke til de to for nylig vådere august måneder i 2008 og 2006, hvor der kom henholdsvis 146 og 145 millimeter på landsplan. August 2010 var også våd, da der her blev registreret 124 millimeter regn, hvilket ligger lige uden for top 10 på en 11. plads. Den tørreste august er fra 1947, hvor der faldt 10 millimeter regn.

Der var store forskelle henover landet. Mest nedbør kom der i Syd- og Sønderjylland med 180 millimeter for regionen som gennemsnit (normal 78 millimeter), mens der i Nordjylland kom mindst med 81 millimeter for regionen i gennemsnit (normal 66 millimeter).

Flere kraftige regnvejr dominerede måneden. Lige i starten af måneden den 1. august trak kraftige byger ned over landet, og i den nord- og østlige del gav det anledning til kraftig regn og spredt torden og flere steder skybrud på Sjælland. Næstved fik endda skybrud to dage i træk. Den 6. august var den gal igen med kraftig regn og skybrud i det syd- og sydøstlige Danmark med en del lyn og torden. Den 8. august gav kraftige byger igen rigelige mængder af regn, igen med skybrud flere steder i landet. Søndag den 14. august fik landet atter masser af vand, igen med skybrud flere steder. Kun Bornholm gik næsten fri. Den 21. – 22. august trak regn og torden igen ind over landet. Det gik igen hårdest ud over den sydlige del af landet, hvor enkelte steder fik skybrud. Den 26. – 27. august gav en frontpassage kraftigt tordenvejr, masser af regn og flere skybrud til landet. Den 28. fortsatte bygerne, der først klingede af i løbet af den 29.

Solen skinnede i gennemsnit ud over landet i august 2011 i 150 timer, hvilket er 36 timer eller 19 % under normalen. August 2011 endte med det ottende laveste soltimeantal siden de landsdækkende solmålinger startede i 1920. Pladsen deles med august 1923 og august 1988. Placeringerne bestemmes ud fra soltimetallet og hvor mange år, der er forekommet med disse soltimetal, ligesom placeringen fx i et cykeløb, hvor 1. pladsen kan deles af to ryttere og der derfor ikke er nogen på 2. pladsen, men først på 3. pladsen. År med samme soltimetal får derfor samme placering. På denne måde er der konsistens i placeringen. August 2011 er nr. 8 på listen og der kan tælles syv august måneder, der er solfattigere. Som et resultat af denne placeringsmetode udelades pladserne 7 og 9 og 10 i nedenstående liste. August 2010 var også solfattig. Den ligger lige uden for listen på en 11. plads med 151 soltimer.

Bundplaceringer for de 11 solfattigste august måneder siden 1920 ser således ud:

1) 113 timer (1980)

2) 125 timer (1987)

3) 130 timer (1954)

4) 137 timer (1951)

5) 148 timer (1992)

6) 149 timer (1956,1979)

8) 150 timer (1923, 1988, 2011)

11) 151 timer (2010)

Rekorden for den solrigeste august er fra 1947 med 291 solskinstimer. Bundrekorden lyder på 113 soltimer er fra august 1980 som det ses på listen. De landsdækkende soltimemålinger startede i 1920.

Mest sol fik Bornholm med 187 soltimer i gennemsnit (normal 211 timer), mens der i Syd- og Sønderjylland kom mindst med 129 soltimer i gennemsnit (normal 176 timer).

Landstal august 2011. Tal i parentes er normalen for perioden 1961-1990.

 

Landstal/Averages -august 2011
Middeltemperatur/ Mean Temperature 16,1°C (15,7°C)
Nedbør/ Precipitation 132 mm (67 mm)
Soltimer/ Hours of sunshine 150 timer (186 timer)

Udsigt for september 2011 - statistisk set

Efter en temperaturmæssig varm august, som i år, følger der rent statistisk en varm september i 50 % af tilfældene, i 45 % af tilfældene en normal september, og en kold september i 5 % af tilfældene. September betragtes som normal, når månedsmiddeltemperaturen ligger mellem 12,2 og 15,5°C.

 

Kold sep Middel sep
(12,2 – 15,5°C)
Varm sep
Kold august 50% 45% 5%
Middel august (15 – 16°C) 25% 50% 25%
Varm august 5% 45% 50%

Sandsynlighed for en kold, middel eller varm måned afhængig af foregående måned.

 

Husker vejret?
På klimatal målt siden 1874 har man beregnet sandsynligheden for en bestemt sammenhæng mellem to på hinanden følgende måneders temperaturforløb. Hvis fx juli har været normal (13,5 til 16,5°C) – hvor stor er så sandsynligheden for at middeltemperaturen i august bliver over, under eller omkring ”august-normalen.
Resultatet kan ses i boksen - "Sandsynlig" temperatur for måneden. Vejret "husker" faktisk statistisk til en vis grad den forgangne måned og det skyldes selvfølgelig mange ting bl.a. havet omkring Danmark, der fordi det er længe om at ændre temperatur, virker som en gigantisk regulator.
Det skal understreges at denne metode er ren statistisk og overhovedet ikke tager hensyn til den aktuelle vejrsituation. Hvis man mere seriøst skal lave forudsigelser af temperaturen længere ud end 7-10 døgn - en såkaldt sæsonprognose - så må man benytte en meget mere avanceret metode.
Sådan fordelte Solen sig over landet
Sådan fordelte nedbøren sig over landet
Middeltemperaturen i Danmark

For yderligere information kontakt DMI's Data og klimainformation.

Af Peter Riddersholm Wang og John Cappelen

© DMI, 1. september 2011.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder