twitter google+ facebook

Maj skriver vejrhistorie - bliver Danmarks solrigeste måned

Blå himmel og sol. Sådan husker de fleste allerede nu maj 2018. Og de mange soltimer har efterhånden hobet sig op i en sådan grad, at måneden ender som Danmarks solrigeste

Opdateret den 1. juni: Maj 2018 er nu Danmarks solrigeste måned. Det samlede antal soltimer endte på 363.

Med over 363 soltimer ender maj 2018 som Danmarks solrigeste måned. Det fortæller klimatolog Mikael Scharling, der tirsdag morgen har kigget data og prognoser efter i sømmene.

"363 timer på 31 døgn er helt exceptionelt. Det betyder, at vi hver dag hele måneden i gennemsnit har haft solskin i mere end 11½ time", siger klimatologen.

Den tidligere solrigeste måned er maj 2008 med allerede imponerende 347 timer.

DMI har målt landsdækkende soltimer siden 1920. Dermed bliver maj 2018 altså den solrigeste af 1.180 måneder, som DMI har soltimedata for.

Med maj 2018 som Danmarks solrigeste måned og maj 2008 på andenpladsen, består top-3 over solrige måneder nu udelukkende af maj'er. Den sidste i rækken er nemlig maj 1947 med 330 soltimer.

Beliggenhed, beliggenhed, højtryk

"Maj er en god måned for soltimer", siger Mikael Scharling. 
"Vi er tæt på årets længste dag, og foråret er typisk årstiden med færrest skyer. Det er en strålende kombination".

Maj 2018 har været præget af lange perioder med stabilt højtryksvejr. Det er en vejrtype, som er karakteriseret af få skyer på denne årstid. Og færre skyer betyder naturligt nok mere sol.

Måned År Timer
maj 2018 363
maj 2008 347
maj 1947 330
juli 2006 321
maj 1935 304
juni 1940 303
juli 2013 297
maj 1959 296
juni 1992 294
august 1947 291

Top-10 over solrigeste måneder i Danmark. Tallet for 353 er bedste gæt.

Soltimerne i den rekordsolrige maj 2018 sammenlignet med den tidligere rekordmåned maj 2008. Grafik Mikael Scharling. Klik for stor version.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 29. maj 2018

Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder