twitter google+ facebook

Sankthans med vejr i begge ender

Sankthans blev en blandet fornøjelse i 2018. Vejret var som udgangspunkt fint, men afbrændingsforbud gjorde bålfesten til en fuser i bl.a. Østjylland og mange steder på Sjælland. Her kan du se, hvordan det er gået de seneste 25 år.

Sådan var sankthans

2018 bød gennemgående på fint vejr. Temperaturen lå mellem 15-19 grader, og vinden var let til jævn. Aftenen bød på sol mange steder og det holdt tørt i stort set hele landet. Mange steder blev festen dog ødelagt af forbud mod bål på grund af langvarig tørke.

men også

2017 bød på blandet vejr. Temperaturen lå mellem 13-18 grader, og vinden var let til hård. Aftenen bød på enkelte solstrejf og regnbyger nogle steder.

2016 blev en ganske blandet fornøjelse. Mange steder i landet blev aftenen afbrudt af til tider meget kraftige byger med torden og vindstød, men der var også plads til solstrejf hist og her. Temperaturen lå i den høje ende mellem 17-21°C, og vinden var overvejende let til jævn.

2015 blev langt de fleste steder i landet en solrig og tør aften. Temperaturen lå mellem 14-17°C, og vinden var let til jævn.

2014 bød på blandet vejr, men generelt var det køligt og overskyet de fleste steder. Den sydvestlige del af landet blev ramt af byger.

2013 blev en ganske pæn aften med let vind og tørvejr de fleste steder.

2012 var en kølig aften med spredte byger.

2011 var en skyet og kølig aften med spredte byger.

2010 blev andet år i træk med stort set perfekt sankthansvejr langt de fleste steder. Vi oplevede således igen svag vind, tørt vejr, ca. 15-18°C og fik i tilgift en fantastisk, næsten fuld måne at gå hjem til.

2009 bød på svag vind, tørt vejr, ca. 15°C og en smuk solnedgang.

2008 var en blæsende, kølig men overordnet tør aften med kraftig vind fra vest. Temperaturer på 10-16°C.

Foto Mikael Scharling.
Foto Mikael Scharling.
På grund af afbrændingsforbud måtte børnene i Ørestaden selv agere sankthansbål med vimpler i flammefarver. Foto Mads Dreier.

2007 var flot aften med let til jævn vestlig og sydvestlig vind og temperaturer på 14-17°C.

2006 var nok så solrig, tør og med temperaturer på 15-19°C.

2005 bød på svag vind, lunt og tørt vejr og solskin.

2004 var blæsende fra syd og sydøst, kraftige byger mange steder, omkring 14°C.

2003 var meget våd og blæsende over det meste af landet.

2002 og 2001 bød på overvejende tørt vejr og temperaturer mellem 15 og 20°C.

2000 var lidt trist med regn og torden.

1999 var køligt, men solen tittede frem mellem bygerne.

1998 var tør og solrig - en aften der indbød til bålfest til langt ud på aftenen.

1997 bød på lidt af hvert - nogle måtte have paraplyerne frem, mens andre fik en nedgående sol at se.

1996 var tør omend kølig.

1995 og 1994 bød begge på udevejr, men det var kun i 1995, at man kunne undvære sweateren eller vindjakken.

1993 var paraply-vejr mange steder i landet.

Af ..., kommunikation@dmi.dk

© DMI, 25. juni 2018

Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder