twitter google+ facebook

Nu går nedbøren igen i nul, og tørken tager fat

Efter juniregnen i en periode har holdt den værste tørke fra døren, slår vejret nu om. Tørkeindeks stiger hurtigt op mod det røde felt igen, siger klimatolog

Med regnen fredag formiddag i det nordøstligste Sjælland er en våd periode slut. I følge Landsudsigten og Månedsprognosen bliver det ikke til meget andet end lokale byger de kommende 10 til 14 dage.

Det betyder, at tørkeindeks igen stiger. Tørkeindeks er udtryk for den mængde vand, der er til rådighed for planterne i det såkaldte jordvandsmagasin. 

Nedenfor kan du se, hvordan tørkeindeks så ud kl. 11 fredag den 22. juni. Regnen fredag morgen er altså indregnet.

Grafikken viser, at Sjælland og Bornholm gennemsnitligt ligger i kategori 9, mens Fyn og Jylland ligger omkring kategori 8.

Her finder du en liste over tørkeindekset i alle Danmarks 98 kommuner.

Tørkeindeks den 22. juni 2018 kl. 11. Grafik Mikael Scharling. Klik for stor version.

Det nuværende tørkeindeks er - til trods for regnen den seneste tid - fortsat en hel del højere end det normale for årstiden.

Ved at sammenhold det normale tørkeindeks med det nuværende er det muligt at udregne, hvor meget vand der mangler i jordvandsmagasinet. Resultatet ser du nedenfor.

Her finder du en liste over jordvandsunderskuddet  i alle Danmarks 98 kommuner

Jordvandsunderskuddet den 22. juni 2018 kl. 11. Grafik Mikael Scharling. Klik for stor version.

Det gennemsnitlige tørkeindeks på landsplan er fredag formiddag 8,8. Inden juni-regnen begyndte den 10. var det 9,8. Men der risikerer vi at ende igen med den nedbørfattige periode, vi går i møde.

"Regnen har givet vegetationen et pusterum, men tabet fra jordvandsmagasinet er lige nu mellem 1 og 3 millimeter om dagen. Dermed kan tørkeindekset stige en klasse i den kommende uge", siger klimatolog Mikael Scharling, der står bag kortene og beregningerne.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 22. juni 2018

Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder