twitter google+ facebook

Hvor høje sommertemperaturer oplever vi i Danmark?

Her kan du se en statistik over, hvor hyppigt de rigtig høje sommertemperaturer optræder i Danmark. Det forholder sig måske ikke helt, som du troede.

DMI har foretaget landsdækkende temperaturmålinger siden 1874. Det giver 145 års optegnelser, som er vigtige penselstrøg i det maleri, der udgør billedet af klimaet i Danmark.

Klimatolog Mikael Scharling har støvet dataene igennem og giver her svaret på spørgsmålet: ”I perioden fra 1874 og frem til nu har der hver eneste sommer været registreret temperaturer over 26 °C mindst én dag et eller andet sted i Danmark. Lidt varmere - over 30 °C - forekommer i 130 ud af de 145 år, hvilket svarer til 90 % eller 9 ud af 10 år. Det er kun hvert andet år, at vi oplever over 32 °C.”

Rigtig høje temperaturer - over 35 °C - sker ganske sjældent.

”I Danmark har vi kun haft 8 år med temperaturer over 35 °C, svarende til én gang hvert 18 år. Derfor er 35 °C ret ekstremt efter danske forhold. Det var faktisk helt tilbage i 1992, at vi sidste gang passerede denne temperatur”, udtaler Mikael Scharling.

I år har den højeste registrerede temperatur indtil nu været 33,1 °C, hvilket forekommer hver 4. år. Om et par dage tyder prognoserne dog på, at det bliver endnu varmere. ”På onsdag d. 8. august ser det lige nu ud til, at det øst for Storebælt kommer op på ca. 35 °C”, fortæller meteorolog Thyge Rasmussen. Det bliver således første gang siden EM-mesterskabet, at vi igen får det så varmt.

Kun ét år har vi passeret 36 °C. Det var d. 10. august 1975, hvor der blev målt 36,4 °C i Holstebro. Dette er også Danmarks officielle varmerekord.

Grafen viser, hvor mange år ud af de sidste 145, der har stiftet bekendtskab med den højere ende af temperaturskalaen. I alle år er der blevet målt over 26 °C, i 144 af årene er det blevet målt over 27 °C osv. * For 2018 går opgørelsen frem til 31. juli 2018.

 

Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder