twitter google+ facebook

Så fik vi 15, ja faktisk 16°C, for første gang i '17

I Danmark når vi typisk 15°C for første gang omkring 24. marts. Den trend holdt også i 2017, og måske er der mere på vej

Mandag kort efter kl. 16 meldte målestationen ved Tirstrup Lufthavn på Djursland 16,3°C.

Det er den højeste temperatur, der er målt i Danmark i 2017 og første gang, termometeret passerer de 16°C og for den sags skyld også de 15.

De senere år har Danmark i gennemsnit nået 15°C første gang den 24. marts. De behagelige temperaturer kommer med andre ord til tiden.

Dagens højeste temperaturer mandag den 27. marts 2017.

Fra kold tåge til 15°C plus

Situationen mandag er typisk for foråret. Dagen starter med tåge og lave skyer, og på et tidspunkt får Solen brændt sig igennem.

Luften blæser ind over landet fra Nordsøen i vest. Den er ikke meget varmere end 5°C, når den går i land i Jylland.

Der, hvor Solen får fat, varmer den luften op. Og jo længere en tur over solbeskinnet land, luften får, jo varmere bliver den.

Derfor er det helt klassisk, at de højeste temperaturer i den vejrsituation opstår netop på Djursland, hvor Jylland så at sige er bredest.

Skyerne gav slip over det østlige Jylland og gav mulighed for, at Solen kunne varme jordoverfladen op, så den kunne varme luftmassen op.

Sjældne temperaturer

16,3°C er en ganske pæn temperatur for marts. DMI måler 16,3°C eller højere i den første forårsmåned sjældnere end hver 3. år i gennemsnit.

Skulle vi, som prognoserne antyder en lille mulighed for, nå helt op på 20°C på fredag den 31. marts, så hører det virkelig til sjældenhederne for måneden. Det er kun sket 5 gange før i DMI's måleserier for Danmark, der starter i 1874. Seneste, det skete, var for 27 år siden i 1990. Dengang nåede termometeret rekordhøje 22,2°C den 18. marts ved Karup i Midtjylland.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 27. marts 2017.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder