twitter google+ facebook

Foråret blæser sommeren igang

Telttur i kraftig blæst er ingen fornøjelse. Foto fra Langelandsfestival 2013; Nina Wallin.
Så flot var vejret i himmelfarts-weekenden. Der er halvlange udsigter til en gentagelse. Foto Liselotte Kahns.

Dagens vejr leder mere tankerne hen mod efterår end sommeren, der ifølge kalenderen banker på døren. Kombinationen af højtryk over De Britiske Øer og lavtryk over Finland, sender en stødende vind ind over Danmark fra nordvest.

Foråret siger farvel med blæst, skyer og beherskede temperaturer. Hele onsdag formiddag har været præget af uroligt blæsevejr. De fleste steder har en hård vind til kuling strøget over landskabet. Især de nord- og østlige egne har desuden haft vindstød lige under stormstyrke, som starter ved 24,5 m/s.

Der er udsigt til, at blæsten forsætter resten af dagen, men i aften begynder vinden at aftage i de sydvestlige egne og i nat også i resten af landet.

Onsdagens blæsevejr bliver næppe til en fuld storm, hvor ikke blot vindstødene, men også gennemsnitsvinden over 10 minutter, overstiger 24,5 m/s. Men fuld storm er heller ikke hverdag i maj måned. At vinden når fuld storm i maj, er kun sket 4 gang siden 1891; senest 22. maj 1991. Du finder link til hele stormlisten i 'Værd at Vide'-boksen til højre.

Sommer banker på, men det ser ikke ud til, at den går ind af hoveddøren. Den første dag i sommeren 2017 minder på mange måder om den sidste dag i foråret. Dog ser det ud til, at vi får mere sol end i dag. Men sommertemperaturer er der ikke tale om.

Onsdagens mange skyer og temperaturen, der holder sig under 20 grader, sender nok mange tanker mod sidste weekends flotte sommervejr. For at finde den næste sommerdag med temperaturer over 25 grader kræver det et meget langt kig i prognoserne. Midt i juni er der chancer for enkelte sommerdage, men måske skal vi helt i slutningen af juni, før den næste sommerdag kommer.

Af Klaus Larsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 31. maj 2017

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder