twitter google+ facebook

Varm luft præger Arktis

Denne vinter er varm luft trukket op over det arktiske område. I den seneste tid har der været temperaturer over frysepunktet i Nordøstgrønland.

Det er lunt i Nordøstgrønland

I den sidste tid har der været flere bemærkelsesværdige målinger.

På Station Nord blev der den 5. februar målt +0,7°C. Det er mere end 2°C varmere end den hidtidige rekord for måneden på -1,5°C. sat i 2007 den 19. februar.

Også Kap Morris Jesup har i februar haft temperaturer over frysepunktet. Den 9. blev der målt +3,0°C. Dette skyldes en kombination af føhn og den i forvejen lune luft, der ligger over hele det arktiske område.

Rekordvarm februardag på Station Nord. Klik for stor version
Temperaturen på Kap Morris Jesup. Klik for stor version
Så meget varmere var det i Arktis fra 5 til 9 februar i forhold til tidligere år. Grafik fr polarportal.dk
Bemærk områderne uden is i Nordøstgrønland.


Lunt i hele Arktis

Lun luft er det meste af vinteren strømmet op over det arktiske område. I lange perioder, har der været transporter af varme fra Atlanterhavet op over Svalbard og videre ind over Nordpolen.

Det har stor betydning for området, hvor der nu er betydelig mindre havis end normalt.

Dette kan mærkes på Svalbard, hvor der 6. februar blev målt +5,9°C, hvilke er 20°C over gennemsnitstemperaturen for februar.

Hvis vi sammenligner med perioden fra 2004 til 2013, ser vi i år, at temperaturen i lange perioder har ligget mellem 5 og 15°C højere end normalt.

Også isen har problemer

Den lune vinter har også gjort isen svag, og da det på det seneste også har blæst en del i Nordøstgrønland, har det medført store isfrie områder.

De isfrie områder kan ses på satellitbilleder fra regionen. Det er ikke så usædvanligt, at det sker, men der har været flere episoder i år.

Også området omkring Qaanaaq har været præget af varmen. Året har været præget af mange opbrud, og fiskerne har tidligere på året været nervøse for at bevæge sig ud på isen.

Af meteorolog Klaus Larsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 10. februar 2017

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder