twitter google+ facebook

2017 sætter Danmarks kedeligste vejrrekord

Det blev aldrig varmere i år end 26,8°C. Det er den laveste maksimumstemperatur for et kalenderår, DMI nogensinde har målt.

I Danmark har vi aldrig målt et år, hvor det varmeste var så koldt som i 2017. Det fortæller seniorklimatolog John Cappelen.

"Den højeste temperatur, vi målte på noget tidspunkt i 2017, var blot 26,8°C. 26,8°C er den laveste maksimumtemperatur vi har set for et kalenderår, siden vi begyndte målingerne i 1874", siger han.

Sommeren koldere end foråret

Og så er de 26,8°C ikke engang en sommertemperatur. De blev nemlig registreret allerede den 27. maj nær Holstebro.

I løbet af sommermånederne juni, juli og august steg termometeret blot til 26,6°C som det højeste. Det skete ved Abed på Lolland den 15. august. I juli var den højeste temperatur 26,4°C og i juni 26,1°C.

Det kan umiddelbart virke som noget usædvanligt, at et forår har en højere maksimumtemperatur end den efterfølgende sommer, men det er faktisk sket hele otte gange tidligere i danske vejrhistorie, senest i 1993.

Top-10 år, laveste makstemperatur siden 1874

1) 26,8°C (2017)
2) 27,3°C (1962)
3) 27,4°C (1909)
4) 28,2°C (2011)
5) 28,7°C (1993)
6) 28,8°C (1967)
7) 28,9°C (1980)
8) 29,0°C (1965)
9) 29,3°C (1890)
10) 29,5°C (1951,1956)

Vejret i 2017 i en nøddeskal - tunge skyer og regn i perioder. Lyn og regnbuer har stået for meget af underholdningen i et ellers kedeligt vejrår. Foto Christian Faber.

Gennemtræk fra vest

"Med den laveste maksimumtemperatur nogensinde målt sætter 2017 Danmarks måske kedeligste vejrrekord i et generelt kedeligt vejrår", siger John Cappelen.

"Vi har fået få solskinstimer - de færreste i mange år - og rigtig meget regn. Og ligesom det ikke har været ordentligt varmt på noget tidspunkt, så har det faktisk heller ikke være rigtigt koldt. Temperaturmæssigt ender 2017 faktisk omkring gennemsnittet for de seneste ti år og noget varmere end et år gjorde tilbage i den såkaldte normalperiode fra 1961-1990", uddyber klimatologen.

Forklaringen på det kedelige vejr ligger ligefor, siger John Cappelen.

"Danmark har oplevere decideret gennemtræk fra vest i 2017, særligt henover sommeren og efteråret. Lavtryk på lavtryk og front på front er drønet ind over os fra Atlanten, og den luft er fugtig med mange skyer og temperaturerne varierer kun ganske lidt".

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

7. december 2017

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder