twitter google+ facebook

USA's kraftigste hurricane i 12 år truer Texas

Ikke siden 2005 har en så kraftig hurricane ramt USA, som den der fredag lurer i Den Mexicanske Golf.

Hurricane Harvey i den Mexicanske Golf forventes at gå i land på den texanske kyst fredag aften lokal tid.

Harvey er fredag middag dansk tid en såkaldt kategori 2 hurricane med vindhastigheder op til 165 km/t. Systemet samler dog fortsat styrke og forventes at blive opgraderet til en såkaldt 'major hurricane' i kategori 3 med vindhastigheder op til 200 km/t og vindstød helt op til 250 km/t. Grænsen for orkanstyrke er 120 km/t.

Hvis Harvey rammer Texas som kategori 3, bliver det den kraftigste orkan, der går i land i USA siden Wilma ramte Florida i oktober 2005.

Harvey har en længere livshistorie. For en uge siden passerede den tæt forbi Barbados som en tropisk storm. Herefter fortsatte den videre mod vest og senere nordvest og aftog samtidig i styrke. Det blev der imidlertid lavet om på, da Harvey ankom til Den Mexicanske Golf. Det varme havvand sparkede så meget energi i Harvey, at den hurtigt udviklede sig til en egentlig Hurricane. Hurricane er det amerikanske udtryk for en tropisk cyklon og benyttes om systemer i Atlanterhavet og det østlige Stillehav.

Hurricane Harvey i Den Mexicanske Golf torsdag. Satellitfoto fra NOAA GOES. Klik for større version.

Ude i Den Mexicanske Golf er mange boreplatforme lukket ned og bemandingen fløjet i sikkerhed. Inde på land er titusinder blevet bedt om at evakuere fra truede områder. Myndighederne bekymrer sig blandt andet for Houston, hvor regnen kan fortsætte i flere dage. Byen er USA's 4. største, og store dele af den ligger så lavt, at der er risiko for oversvømmelser.

Vejrmodeller antyder, at der frem til onsdag i næste uge lokalt kan falde over 1 meter regn fra Harvey. I Danmark får vi omkring 0,7 meter på et helt år.

Så sent som onsdag i denne uge ramte Tyfon Hato sydkysten af den kinesiske Guangdong provins med tilsvarende styrke og kostede 18 livet.

Her er 10 ting, du skal vide om tropiske orkaner og hurricanes som Harvey

Kilometer i timen (km/t) Meter i sekundet (m/s) Sømil i timen (knob) Miles per hour (m/hr) Kategori
<63 km/t <17,5 m/s <34,0 knob <39,1 m/hr TD
70 km/t 19,4 m/s 38,3 knob 43,5 m/hr TS
80 km/t 22,2 m/s 43,8 knob 49,7 m/hr TS
90 km/t 25,0 m/s 49,2 knob 55,9 m/hr TS
100 km/t 27,8 m/s 54,7 knob 62,1 m/hr TS
110 km/t 30,6 m/s 60,2 knob 68,4 m/hr TS
120 km/t 33,3 m/s 65,6 knob 74,6 m/hr 1
130 km/t 36,1 m/s 71,1 knob 80,8 m/hr 1
140 km/t 38,9 m/s 76,6 knob 87,0 m/hr 1
150 km/t 41,7 m/s 82,1 knob 93,2 m/hr 1
160 km/t 44,4 m/s 87,5 knob 99,4 m/hr 2
170 km/t 47,2 m/s 93,0 knob 105,7 m/hr 2
180 km/t 50,0 m/s 98,5 knob 111,9 m/hr 3
190 km/t 52,8 m/s 103,9 knob 118,1 m/hr 3
200 km/t 55,6 m/s 109,4 knob 124,3 m/hr 3
210 km/t 58,3 m/s 114,9 knob 130,5 m/hr 3
220 km/t 61,1 m/s 120,3 knob 136,7 m/hr 4
230 km/t 63,9 m/s 125,8 knob 142,9 m/hr 4
240 km/t 66,7 m/s 131,3 knob 149,1 m/hr 4
250 km/t 69,4 m/s 136,8 knob 155,4 m/hr 4
260 km/t 72,2 m/s 142,2 knob 161,6 m/hr 5
270 km/t 75,0 m/s 147,7 knob 167,8 m/hr 5
280 km/t 77,8 m/s 153,2 knob 174,0 m/hr 5
290 km/t 80,6 m/s 158,6 knob 180,2 m/hr 5
300 km/t 83,3 m/s 164,1 knob 186,4 m/hr 5

Af Henning Gisselø og Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 25. august 2017

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder