twitter google+ facebook

Spændende sommertendenser i ny sæsonprognose

Det er, hvad amerikanerne kalder 'a long shot', men antydningerne om en fin start på sommeren er for gode til at gemme af vejen, også selv om de kun er antydninger

Det starter gråt, vådt og blæsende med en april, der ikke rigtig viser sig fra sin bedste side, men omkring månedsskiftet til maj, så sker der noget. Det fortæller tirsdagens energimeteorolog Mette Tilgaard Zhang.

"I løbet af maj antyder flere prognoser, at lavtrykkene over Nordatlanten svækkes", siger hun.

Svækkede lavtryk over Nordatlanten betyder, at de bringer færre fronter med mindre regn og blæst ind over Danmark. Resultatet af det er forventningen om lidt højere temperaturer, end maj normalt byder på.

Tendensen fortsætter endda ind i sommermånederne juni og juli.

"I juni og juli er der antydninger af meget svækkede lavtryk eller ligefrem højtryk over Nordatlanten", siger Mette Tilgaard Zhang.
"Med den trykfordeling i atmosfæren oplever Danmark typisk både varmere og tørrere vejr end normalt for årstiden. Hvis vi tager prognoserne for pålydende, så ser sommeren altså ud til at starte ganske fornuftigt".

Mette Tilgaard Zhang understreger, at detaljerne endnu er usikre. Den mere præcise placering af et eventuelt højtryk har nemlig stor indflydelse på både temperaturer og nedbørsmængde.

Læs selv hele Mette Tilgaard Zhangs måneds- og sæsonprognose.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 11. april 2017.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder