twitter google+ facebook

Varmt vand og eksport truer havisen i Arktis

Havoverfladens temperatur den 8. september 2016 i forhold til det normale for årstiden. Mange områder er omkring 4 grader varmere. Det hvide område er havisen. Det lyseblå område i Laptevhavet er faktisk is og ikke åbent vand Baseret på satellitdata. Grafik Jacob Høyer, DMI. Klik for større version.

Allerede nu forudser isforsker, at havisen i Arktis vil være svækket og sårbar inden næste års smeltesæson

Solen står lavt på himlen, og lufttemperaturen er under frysepunktet i Tjuktjerhavet mellem Sibirien og Alaska. Alligevel smelter havisen i området fortsat hastigt. Årsagen er usædvanligt varmt havvand, fortæller isforsker Rasmus Tonboe fra DMI.

"Alle arktiske havområder, der ikke er dækket af is, er lige nu mere end 4 grader varmere end normalt. Det gælder Karahavet, Laptevhavet, det Østsibirske Hav, Beauforthavet, Baffinbugten, Grønlandshavet og altså også Tjuktjerhavet".

Mørkt vand opsuger solenergi

Ifølge Ramus Tonboe skyldes de meget høje havtemperaturer, at isen forsvandt usædvanligt tidligt i foråret.

"Isudbredelsen i Arktis var rekordlav i foråret. Store områder nord for Canada og Alaska, nord for Norge og Rusland og langs kysten mellem Rusland og Sibirien brød tidligt op og blottede det mørke vand, mens indstrålingen var nær sit højeste ved midsommer. Det betød, at havet opsugede store mængder solenergi, og som konsekvens er det nu væsentligt varmere end normalt".

Det varme vand forsinker den såkaldte opfrysning og dermed den begyndende dannelse af ny is, som burde starte de kommende uger og fortsætte igennem vinteren.

På vej mod isfri sommer

"De steder i Arktis, hvor isen potentielt kunne overleve i flere år og blive tyk og robust, er lige nu isfrie eller dækket med spredte flager. Dermed er de områder til næste sommer og smeltesæson blot dækket med tynd såkaldt vinteris, der har ringe overlevelseschancer", siger isforskeren

Han forklarer desuden at den tykke og robuste is, der er tilbage i Arktis, er placeret rigtigt uheldigt. Den befinder sig i et område, hvor isdriften hen over Nordpolen eksporterer den ud ad Framstrædet mellem Grønland og Svalbard i løbet af den kommende vinter. Dermed ender isen så langt sydpå, at den uvægerligt smelter.

"Vi har en situation, hvor vi allerede nu med stor sandsynlighed kan konstatere, at havisen i Arktis kommer svækket og særdeles sårbar ind i 2017", slutter Rasmus Tonboe.

Siden 2007 har den arktiske isudbredelse om sommeren ligget på et betydeligt lavere niveau end i 1970'erne 80'erne og 90'erne. Det lavere niveau er en konsekvens af stigende temperatur i Arktis og generel udtynding af havisen. Klimamodeller antyder, at tendensen fortsætter, og at vi allerede midt i det 21. århundrede oplever de første isfrie sommer i Arktis.

Rasmus Tonboe kan kontaktes via DMI's pressetelefon på 39 15 75 09.

Af Niels Hansen

© DMI, 9. september 2016

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder