twitter google+ facebook

Fugtig frontzone fossilerer flystriber

Striber på kryds og tværs dominerede satellitbillederne tirsdag morgen

Tirsdag morgen var himlen fyldt med striber særligt øst for Danmark.

Satellitfoto kl. 9.08 dansk sommertid den 20. september 2016. Billedet er kontrastjusteret for at fremhæve flystriberne.

Vi spurgte meteorolog Jesper Eriksen, hvad det er for noget.

"Stregerne er kunstige skyer dannet af fly, der er fløjet igennem et fugtigt lag højt oppe i en frontzone", forklarer han. Frontzonen adskiller ret varm luft over Skandinavien og køligere luft over de baltiske lande.

"Skyerne kaldes contrails eller kondensstriber og består af bittesmå iskrystaller. Kilden til skystriberne er vandampen, som flyets udstødning frigiver", forklarer meteorologen.

Typisk forsvinder contrails ret hurtigt fra himlen, fordi de simpelthen fordamper, men netop i dag er der ekstra mange, fordi særlige meteorologiske forhold bevarer striberne som fossiler.

"Jo mere fugtigt, et luftlag er, desto længere lever den enkelte contrail. Når vi som i dag oplever, at himlen er fyldt med striber på kryds og tværs, indikerer det, at der ligger et ret fugtigt lag i den øvre del af atmosfæren", slutter Jesper Eriksen.

Du kan læse meget mere om flystriber i Leif Rasmussens artikel fra tidsskriftet Vejret, maj 2015.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 20. september 2016

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder