twitter google+ facebook

Status: Dit badevand er klar til sommerferien

Det er ikke luften, men Solen, der varmer sommerens badevand op. Med den seneste tids flotte solskinsvejr og næsten ingen vind er badevandet mange steder flere grader varmere end normalt for årstiden. 

Sol og sommer i Helsingør den 5. juni 2016. Foto Christian Lietzen.
Satellitmåling af havtemperaturen omkring danmark. Her kan du følge med i den aktuelle havoverfladetemperatur. Klik på billedet for at komme til siden.
Strandvejr: Modelprognoser for det kommende døgns vejr, vandtemperaturer, bølger og dønninger. Klik på billedet for at komme til siden.

Vandtemperaturerne i vores farvande ligger i øjeblikket fra 13 og helt op til 19 grader med forskellige lokale variationer. Visse steder vil de fleste nok foretrække, at vandet bliver endnu nogle grader varmere, før de kaster sig ud i bølgen blå.

”Men vi skal nok nå det til sommerferien. I forhold til årstiden er badevandet mange steder en hel del varmere, end hvad der er sædvanligt her først i juni,” siger oceanograf ved DMI Jacob Woge Nielsen og fortsætter:

”I indre danske farvande så som Kattegat, Lillebælt, farvandet syd for Fyn og en række fjorde er overfladevandet op til 4-5 grader varmere end normalt, og badevandet helt inde ved kysten velsagtens et par grader eller tre varmere. Koldest er det ved Vendsyssels Skagerrakkyst, langs sydkysten af Møn, Falster og Lolland. I Storebælt og Øresund vil jeg kalde det køligt. Her svarer temperaturen omtrent til kalenderen.”

En halv grad om dagen

Men hvad skal der til for, at vores farvande bliver lune nok for de fleste badegæster? Jacob Woge Nielsen forklarer:

”På denne årstid, hvor Solen står højt på himlen, kan dens stråler varme vandet ca. 0,5 grader op pr. dag. Det er af mindre betydning, hvor varm luften er, bare Solen skinner fra morgen til aften.

”Det er desuden vigtigt, at det ikke blæser for meget. Det er overfladevandet, som Solen varmer op, så hvis det blæser kraftigt, blander koldere vand fra større dybder sig med det varme overfladevand. Det trækker hurtigt badevandstemperaturen ned.”

Så langt, så godt

Med de kommende dages lidt blandede vejr med kun nogen eller en del sol kommer badevandstemperaturen til at stagnere. Der skal nemlig mere sol på banen, før temperaturen stiger hele den halve grad om dagen. Men så langt, så godt.

Du kan følge dit badevand via produkterne ovenfor: satellitmålinger fra den seneste måned samt prognoser for de kommende døgn.

Tager du flotte billeder af badevejret ved de danske strande i løbet af sommeren, modtager vi dem gerne på vejrmed@dmi.dk.

Af Marianne Brandt, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 7. juni 2016

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder