twitter google+ facebook

Sol og sommer er ikke ens alle steder

En DMI-medarbejder lærer at lytte efter sine egne råd om at passe på Solen sydpå.

Vi har på redaktionen modtaget denne ’anonyme’ besked i DMI’s interne postsystem.

"Husk at sol og sommer ikke er det samme alle vegne," siger en (bag)klog DMI-medarbejder.

Ovennævnte budskab bringes ofte blandt andet på DMI’s hjemmeside, nu hvor den store udrejse til sydens sol og sommer er på sit højeste. Men passer det nu også?

For at belyse dette spørgsmål påtog en medarbejder fra DMI’s Forskning- og Udviklingsafdeling sig at foretage en videnskabelig undersøgelse af påstanden. Vedkommende deltog i starten af juni i et møde i den nordgræske by Thessaloniki - et møde i det EUMETSAT [Den europæiske meteorologiske satellitorganisation] projekt, der blandt andet måler ozonlagets tykkelse og beregner UV-indeks ud fra dette. UV indekset fortæller om hvor kraftig den hudskadelige stråling fra Solen er og bringes for eksempel her på siden.

Den omtalte medarbejder er faktisk ansvarlig for dette UV-indeks og det bruges også i adskillige mobil-apps, der giver gode råd og vejledning i forbindelse med rejser sydpå.

 

Havde medarbejderen været kendt af redaktionen, havde vi nok heller ikke bragt et billede af ham og hans solforbrændte hud.

Efter et veludført møde, hvor det eksempelvis blev diskuteret, hvordan budskabet om påpasselighed i Solen bedst formidles, tog pågældende medarbejder med sin ægtefælle til nærmeste badestrand. Da de nu var i Grækenland kunne de jo ligeså godt kombinere det med nogle dages ferie.

Efter en kølig og regnfuld første aften, blev den første hele feriedag belønnet med sol fra en skyfri himmel og temperaturer, der holdt sig på det behagelige.

Den udsendte medarbejder og viv lagde beslag på to strandsole i vandkanten og holdt sig der hele dagen.

Der blev gjort mange interessante observationer: Selv de indfødte græske solnydere var meget observante på at smøre sig selv og hele familien ind i solcreme. "Fornuftigt," tænkte medarbejderen, "det skal jeg også snart gøre, men det føles jo ikke varmt.

Det er den klassiske fejl!

Ved indstilling af parasol, blev det bemærket, at Solen godt nok stod noget højere på himlen end hjemme i Danmark og et hurtigt opslag på dmi.dk viste et UV-indeks, der sneg sig op mod de 9. Nu måtte det være tid til solcreme (som han for øvrigt nøje havde indskærpet skulle pakkes med i kufferten), men først en dukkert og så skal man jo lige tørre, inden man smøre. Og så var det eftermiddag og Solen stod ikke så højt mere.

"Desuden var min hud ikke helt bleg inden, og jeg plejer aldrig at blive forbrændt. I morgen skal jeg huske det," tænkte medarbejderen.

 Aftenens middag på strandpromenaden blev noget forkortet, da feberen ramte og vedkommende fik en ubændig trang til ikke at have tøj på.

På hotelværelset kunne konstateres alvorlig solskoldning på 70% af kroppen. Efter en smertefuld nat var det kun den afslørende højrøde farve, samt ægtefællens ustandselige fnisen over "Hr. UV-indeks", der generede.

Men da den førstnævnte påstand mentes at være bevist, blev forsøget stoppet og rigelig med solcreme påført. Det højnede virkelig kvaliteten af de resterende feriedage.

Konklusion: Vi skal ikke rejse ret langt sydpå, før solskin ikke er, som vi kender det.  Det skal man være klar over. En vigtig delkonklusion af denne undersøgelse er: " Det er ikke nok at vide, man skal også gøre."


Redaktion Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 1. juli 2016

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder