twitter google+ facebook

Sne og varme leger tagfat op over Danmark

Sidst DMI varslede snestorm var i november, nemlig i den næstsidste weekend af efteråret, hvor det særligt gik ud over Midtsjælland som her i Roskilde den 22. november 2015. Foto Henrik Andersen. Klik på billedet for at se flere snebilleder fra november 2015.

Opdateret tirsdag den 5. januar kl. 14:15

I nogle dage har prognoserne vist, at snehungrende danskere kan få deres ønske opfyldt torsdag og fredag. Der er nemlig udsigt til, at en lille snestorm med op til 10 cm sne vil passere op over landet. Sneen kommer. Men lige i hælene følger varmere vinde fra sydvest, som nok hurtigt får taget livet af de fleste iskrystaller. Det bliver nok kun i de nordligste egne af Jylland, at sneen bliver liggende i længere tid. 

”Torsdag aften kommer en front ind over Danmark fra sydvest. Med sig har den sne, som nok falder over hele landet. Det er bare ikke sikkert, at danskere i de sydlige egne rigtig når at opdage sneen, for i hælene på fronten kommer også varmere temperaturer,” siger vagtchef Trine Pedersen.

"I Nordjylland kan sneen godt blive liggende i nogle dage, men det kommer an på, hvor højt fronten trækker op over landet. Bor man over frontlinjen, så får man stadig noget af den kolde østenvind, som har præget temperaturerne i den seneste uges tid, og så bliver sneen liggende lidt længere," siger Trine Pedersen.

"Endelig er der en joker inde i spillet, for på selve fronten ligger nogle små lavtryk og "driller". De påvirker både vindretning og temperatur, og gør det meget uforudsigeligt, hvor præcist i landet man får hvor meget sne, og hvor længe det bliver liggende. Men vi følger selvfølgelig udviklingen tæt," slutter Trine Pedersen. 

Varslingskriterier for sne

Kraftigt snefald
: Nedbørmængde overskrider 15 mm på 6 timer svarende til 15 cm sne lokalt inden for varslings-området.

Snestorm
: Snefald på mere end 10 cm på 6 timer og middelvind overskrider 10 m/s og snefygning er sandsynlig lokalt inden for varslings-området.

Snefygning
: Løs sne til stede og middelvindhastigheder overskrider 10 m/s, således snefygning er sandsynlig lokalt inden for varslingsområdet.

Af Marianne Brandt, kommunikation@dmi.dk

Opdateret 5. januar af Christian Lietzen

© DMI, 4. januar 2016

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder