Lille hidsigprop nærmer sig Danmark

Et mindre, men ret hidsigt lavtryk over Belgien og Holland, har kurs mod København og Skåne.

Et lavtryk, der tirsdag eftermiddag ligger over Belgien og det sydlige Holland, bevæger sig de næste 12 timer frem til Øresundsregionen ledsaget af udbredt nedbør. Nedbøren kommer først som regn, og det blæser samtidig op fra øst, men onsdag morgen drejer vinden i nord og temperaturen falder lidt til omkring 2 grader, og regnen ventes at gå over i tøsne.

Tirsdag eftermiddag ligger lavtrykket over Holland og Belgien. Grafik Frank Nielsen

Meteorolog Frank Nielsen uddyber vejrsituationen:

"Vi bevæger os på en hårfin grænse omkring frysepunktet, og derfor er det svært at sige præcist, hvor meget sne det bliver til. Prognoserne siger, at der kommer mellem 10 og 20 mm nedbør i den sydlige og østlige del af landet, og det er især Sjælland, der får de største nedbørsmængder. De falder fra sent tirsdag aften til onsdag formiddag. Det der er udfordringen er, hvor stor en del af nedbøren, der vil falde som tøsne eller slud. Det kan i princippet blive alt fra mellem 1 og 10 cm", siger Frank Nielsen, som samtidig råder til, at man holder øje med regionaludsigten på dmi.dk 

Kortet viser den sandsynlige fordeling mellem regn og sne onsdag morgen kl. 6. Orange/røde farver er sne, mens det grønne er regn. Grafik Frank Nielsen

Af Christian Lietzen, kommunikation@dmi.dk

© 9. februar 2016

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder