twitter google+ facebook

Global temperatur: 2016 fortsætter, hvor 2015 slap

El Nino topper, og det har en markant indflydelse på den globale temperatur. Januar 2016 var igen rekordvarm på verdensplan. Søndag kom de første foreløbige tal fra NASA/GISS i USA og JMA i Japan, som plejer at være de første, der afleverer et bud og den globale temperaturudvikling.

Godt en halv grad varmere

I følge JMA var januar 2016 0.52°C varmere end gennemsnittet for 1981-2010. Det er en kæmpeforskel til andenpladsen, som holdes af 2002, 2007 og sidste år 2015, som alle tre var 0.29°C varmere end gennemsnittet.

Japanernes målinger viste, at det igen var meget varmt næsten overalt i troperne og særdeles i Arktis, men også over den sydvestlige halvdel af Europa (dog ikke i Danmark) samt store dele af Asien, Nord- og Sydamerika og Afrika. Grafik JMA

Arktis er 4 til 11 grader varmere end normalt

NASA/GISS kommer til det samme resultat. Januar 2016 var med en afvigelse på 0.68°C i forhold til gennemsnittet 1981-2010 ikke bare den varmeste januar, men faktisk den måned med den største afvigelse fra gennemsnittet overhovedet, siden starten af disse observationer i midt 1800-tallet. Januar 2016 overgik dermed den gamle rekord for "den varmeste måned"(dvs. den med den største afvigelse fra normalen), som var fra december 2015. Det betyder, at vi nu har haft fire måneder i træk, som alle i deres tid var ”den varmeste måned” over de seneste mindst 160 år. I næsten hele Arktis var januar mere end 4°C og op til 11°C varmere end gennemsnittet.

Data NASA/GISS, Grafik DMI

Journalister kan kontakte Martin Stendel via DMI's pressetelefon på 39 157 509.


Af klimaforsker Martin Stendel

Redaktion Christian Lietzen, kommunikation@dmi.dk

© 15. februar 2016

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder