twitter google+ facebook

Rekordvarme i Grønland

En varmepude over Grønland giver nærmest hedebølge, og flere varmerekorder faldt. Det førte til en rekordstor og -tidlig afsmeltning fra Indlandsisen, som efterfølgende flød ud til den internationale presse.

Der blev målt svimlende 17,8°C i bygden Kangerlussuaq mandag eftermiddag den 11. april. Den tidligere rekord for april var på 16,0°C målt d. 30. april 1996.  Også i Nuuk var det varmt mandag, hvor termometeret i lufthavnen målte 16,6°C. Dermed falder varmerekorden for april for den grønlandske hovedstad. Den lød tidligere på 13,0°C, målt helt tilbage den 29. april 1969.

Toppen af den grønlandske indlandsis har også fået varmen at føle. På forskningsstationen Summit - som ligger i ca. 3000 meter højde midt på indlandsisen - målte de tirsdag formiddag, 12. april, -6,5°C, hvilket er endnu en varmerekord. Den tidligere rekord lød på -8,2°C målt den 30. april 2007. 

Det er muligt, at der dukker flere rekorder op ved den månedlige kvalitetssikring, som bliver foretaget først i maj måned.

Den højeste temperatur målt i Grønland i april måned er 18,0°C, målt i den sydgrønlandske bygd Narsarsuaq den 22 april 1999.

De foreløbig tre varmerekorder for april måned. Grafik Henning Gisselø.
Afsmeltning af indlandsisen mandag den 11. april 2016.

Tidlig afsmeltning

De høje temperaturer skyldes en kraftig strømning af meget varm luft fra syd. Flere lavtryk har de seneste dage taget turen nordpå fra New Foundland og op langs den canadiske østkyst. Samtidigt har et højtryk ligget nær den sydøstgrønlandske kyst, og imellem disse tryksystemer er den varme luft strømmet op over den grønlandske vestkyst og centralt ind over indlandsisen.

Samlet har varmen sparket gang i ualmindelig tidlig afsmeltning af den grønlandske indlandsis. Normalt taler forskerne om, at smeltesæsonen indledes, når mere end 5 procent af isens areal smelter tre dage i træk. Læs mere på Polarportal.dk

Afsmeltningen gik i internationale medier

Den tidlige og voldsomme afsmeltning fra Indlandsisen vakte interesse hos internationale medier, der onsdag i stor stil kontaktede to af DMI's specialister i afsmeltning Peter Langen og Ruth Mottram.

Her finder du en liste med nogle af de mange historier:

Danske

Udenlandske

Den kraftige varmetilførsel ser dog ud til at ebbe ud igen, således at grønlænderne i løbet af et par dage, igen får glæde af køligere og mere normale temperaturforhold.

For yderligere information om grønlandske temperaturrekorder, kontakt John Cappelen.

Af Henning Gisselø, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 12. april 2016, opdateret med links den 14. april.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder