twitter google+ facebook

Undsluppen kold luft på vej mod Danmark

Satellitfoto onsdag den 9. december 2015 kl. 13:00 DK-tid.

Tirsdagens orkan ved Island giver koldere og mere klart vejr i weekenden. Den voldsomme orkan, der tirsdag passerede Island og Sydøstgrønland, har sat en stor klump kold luft i bevægelse. 

Den kolde luft, der har sin oprindelse over Sydgrønland, har sat kurs mod blandt andet Danmark. På sin vej mod øst, har den kolde klump luft været med til at fremme udviklingen af et nyt kraftigt lavtryk vest for De Britiske Øer. Lavtrykket passerer i nat tæt forbi Færøerne, men det har ikke kun indflydelse på det færøske vejr. Torsdag ligger lavtrykket i Norskehavet og den tilhørende koldfront passerer i løbet af dagen Danmark, og med sig har den regn.

Det betyder, at fra fredag, og hen over weekenden, har vi fået en ny type luft, den maritime polarluft. Den polare luft stammer fra Grønland, luften varmes op nede fra, da den kolde luft på sin rejse passerer en hen over varme havområder. Herefter er luften blevet maritim og ustabil og der er nu fugtighed nok i den til, at der kan dannes byger, og nogle af dem kan være med hagl.

Temperatur i ca. 1200 meter over havet (850 hPa), onsdag den 9. december kl. 19:00 DK-tid. Klik for stor version.

Temperatur i ca. 1200 meter over havet (850 hPa), søndag den 13. december kl. 01:00 DK-tid. Klik for stor version.

Uden for bygerne er luften klar, og det betyder, at i de nætter, hvor der er svag vind, daler temperaturen til ned omkring frysepunktet. På vejrets plusside kommer der mere sol, selvom man skal være heldig med den korte dagslængde vi har.  

Af Frank Nielsenkommunikation@dmi.dk

© DMI, 9. december 2015

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder