twitter google+ facebook

Skylle til Syddanmark på julens hjemrejsedage

Vagtchef Mogens Rønnebek har fredag aften 1. juledag udsendt en risikomelding for kraftig regn for det meste af det sydlige Danmark. Risikomeldingen gælder for hele døgnet 2. juledag. Og det er en del regn, der er tale om.

Kriteriet for et regulært kraftig regn-varsel er, at det skal regne mere end 24 millimeter indenfor 6 timer i varslingsområdet.

"Og det kommer vi sikkert ikke til at nå specielt mange steder. Men det kommer til gengæld til at regne i næsten 30 timer i træk. Det sætter selv de bedste kloaker under pres, og der vil være meget vand på vejbanerne, når julens store hjemrejsedage løber af stablen," siger meteorologen.

Mogens Rønnebek forventer, at der falder mellem 20 og 40 millimeter regn i det syddanske i løbet af 2. juledag, og regnen fortsætter godt ind i søndag den 27. december.

24 timers nedbør, som en af DMI's vejrmodeller forudser det. Grafik Mogens Rønnebek.

"Regnen stammer fra en varmfront, der forsøger at fortrænge den lidt koldere luft over Danmark. I det helt sydlige Danmark får vi 2. juledag således en frisk eller hård vind fra sydvest med temperaturer omkring de 10 grader, mens den øvrige del af landet får temperaturer mellem 2 og 4 grader og kun en svag til jævn vind fra det lidt kølige hjørne, nordøst. Da det er kold luft, der fra nordøst trænger ind under varmfrontens nedbør, kan vi ikke udelukkes, at man i Nordjylland og i Nordøstsjælland i løbet af dagen får slud eller tøsne," siger vagtchefen.

"Det er altså ret meget vand, der skal ned, så der er grund til at være forsigtig, hvis landsdelene skal traverseres 2. juledag, og det vil nok ikke være tilrådeligt at have alt for meget fart på," slutter han.

Tager du billeder af 2. juledags regnvejr, så send dem til os på vejrmed@dmi.dk

Af Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 25. december 2015

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder